Fredag formiddag var der problemer med trafikken på Svendborgmotorvejen i nordgående retning. En stor gravemaskine var blevet tabt på motorvejen, så bilerne havde svært ved at passere.
Det oplyste Lars Fredensborg, der er vagtchef ved Fyns Politi.
- Ja, det er ikke mindre end en gravemaskine, der er blevet tabt, fortæller vagtchefen og fortsætter:
- Og for det ikke skal være løgn, så er den blevet tabt lige mellem første og anden vognbane.
Grundet placeringen af den tabte gravemaskine, så blev bilisterne nødt til at køre forbi stedet i nødsporet mellem afkørslen mod Ringe N og Årslev.
Vejdirektoratet opfordrede bilister til at køre forsigtigt forbi.
Begge spor er dog blevet åbnet igen efter klokken 12.30.