Grevinde Alexandra gæster Odense: Her er hendes budskab

Med titler som prinsesse og grevinde på sit cv gæstede Alexandra Christina Odense. Hun har byttet royale opgaver ud med en tilværelse som professionel etiker.

På scenen i Odeon sidder fire jakkesæt. Iført en grøn bluse sidder den tidligere prinsesse og nuværende grevinde Alexandra Christina. 

Grevinden er onsdag i Odense for at snakke ved forretningseventen Thinkers 50. Her skulle hun overbevise en række prominente forretningsfolk om, at det er en god foretning at dyrke etik. 

Grevinde og forretningskvinde

Onsdagens arrangement markerede for alvor grevindens indtog i en verden med jakkesæt og slips. Men helt nyt er det ikke, lyder det fra Alexandra Christina:

- Jeg kommer fra en business-verden, og jeg bevæger mig i en business-verden, siger hun. 

Siden 2007 har hun haft travlt med business og etik. Hun startede med en post som bestyrelsesmedlem i den schweiziske medicinalvirksomhed Ferring.

- Jeg synes, at det er yderst spændende at sidde i bestyrelsen hos Ferring, siger grevinden. 

Hos Ferring har hun de seneste ti år matchet virksomhedens profit med etik. 

- Ens ry er alt. En virksomhed kan blive opbygget med et godt ry, men det kan bliver fjernet med det samme, hvis man ikke opfører sig ordentligt, forklarer Alexandra Christina. 

Det samme budskab lød fra scenen i Odeon, da grevinden onsdag lagde vejen forbi Odeon.

Alexandra: Der er penge i etik

Grevindens hovedbudskab var, at virksomheder kan tjene penge på at have etik i højsædet. Men kun, hvis det er velment, forklarer hun:

- Det nytter ikke noget, at man har etik den ene dag og parkerer etikken den anden dag, lyder det fra hende.

Hun tilføjer, at den etiske tilgang skal gennemsyre alle lag i virksomheden, ikke kun ledelsen:

- Ansatte er ansigter for firmaet ud af til, så de skal tale det samme sprog. Det nytter ikke noget, hvis kun ledelsen siger det. Det skal være alle lag i virksomheden, der er med på den, udybber hun. 

Ifølge Alexandra Christina kan virksomheder med fordel lade sig inspirere af den medicinalvirksomhed, hvor hun sidder i bestyrelsen. 

- I Ferring har vi med folks liv at gøre. Derfor duer det ikke, at vi ikke har et etisk program, fortæller grevinden om den virksomhed, hvor hun igennem de seneste ti år har siddet i bestyrelsen. 

Grevinde Alexandra Christina kunne sidste år føje forfatter til sit CV med en bog om etik og virksomheder.
Grevinde Alexandra Christina kunne sidste år føje forfatter til sit CV med en bog om etik og virksomheder.
Foto: Morten Grundholm

Professionel etiker

I løbet af de senere år har grevinden også selv søgt levevejen via etik. Sidste år takkede hun ja til et år som gæsteprofessor på et amerikansk universitet. Fokus skulle ligge i etik. 

Foruden et job som gæsteprofessor har grevinden også gjort sig bemærket som forfatter. I efteråret 2017 udgav hun sammen med professor i etik Timothy L. Fort bogen "The Sincerity Edge: How Ethical Leaders Build Dynamic Businesses".

Det er blandt andet med afsæt i denne bog, at grevinden onsdag gæstede Thinkers 50 i Odeon. 

Gæsterne har betalt mellem 13.500 kroner og 36.000 kroner for at høre grevinde Alexandra Christina. Foruden grevinden har tilhørerne også mulighed for at opleve businessfolk som marketing-guru Martin Lindstrøm og Esben Østergaard, grundlægger af Universal Robots.

Oversigt

    Oversigt