Grønt lys for nyt musikkonservatorium

Snart står der måske et splinternyt musikkonservatorium ved siden af Odense Koncerthus. Det Fynske Musikkonservatorium har netop fået grønt lys af Kulturministeriet til at påbegynde planerne om et nyt konservatorium.

Det nye konservatorium kommer til at ligge i forbindelse med det nye musik- og teaterhus, der efter planerne skal bygges ved Odense Koncerthus.

Byggeriet kommer til at koste 70 millioner kroner og får et nettoareal på 3400 kvadratmeter. Dermed vil det give lærere og studerende dobbelt så meget plads at boltre sig på.

Kulturministeriet har sagt ja til at øge konservatoriets driftsbudget, så det kan betale den højere husleje i den nye bygning.

Jublende lykkelig rektor

- For os er det en jublende glad nyhed. Det er det største der er sket for os, siden staten overtog os i 1972. Det her har vi arbejdet på i så mange år, så det er bare fantastisk, siger en glad rektor for Det Fynske Musikkonservatorium Bertel Krarup.

Byggeriet kan formodentlig stå færdig i sommeren 2009 og bliver placeret langs Thomas B. Thriges Gade som en selvstændig enhed.

Det Fynske Musikkonservatorium har 145 studerende og cirka 80 lærere. Det er 50 procent flere studerende end der var i 1990érne og derfor har ledelsen længe ønsket sig større lokaler.

- Det nye konservatorium bliver jo bygget specielt til os, så vi får både lydisolerede rum og en koncertsal. Det bliver rigtig skønt, siger Bertel Krarup.

Oversigt

    Oversigt