Grotesk og spild af ressourcer: Vil fritage skoleelever for nationale test

De nationale tests bør droppes i de odenseanske folkeskoler. Det mener både Enhedslisten og radikale rådmand Susanne Crawley.

Det giver ingen mening at stresse elever og lærere med nationale test midt i en i forvejen stressende corona-nedlukning.

Det mener Enhedslisten i Odense, der har sat de nationale test på dagsordenen til onsdagens byrådsmøde i Odense Kommune. Partiet vil have alle Odenses folkeskoler fritaget for de nationale test i år.

- Corona har gjort, at børnene ikke har været i skole i lang tid, og hjemmeundervisning kan aldrig være det samme. Ekstra tests vil være ekstra stressmoment for både børn og lærere, og børnene har mere behov for fællesskab og undervisning, ikke flere tests, siger Reza Javid, der er politiske ordfører for Enhedslistens i Odense.

Derudover påpeger Reza Javid, at det sidste år kom frem, at der var en række problemer med de nationale test. Det førte til en aftale i Folketinget om, at 80 procent af skolerne frivilligt kunne vælge, om de ville gennemføre de nationale test i sidste skoleår.

De 20 procent af skolerne, der klarede sig dårligst i dansk og matematik, var fortsat tvunget til at gennemføre de nationale test. Planen var så, at der til i år skulle være fundet et nyt system.

- Og det er ikke sket, konstaterer Reza Javid.

Ikke desto mindre har undervisningsministeriet allerede bekræftet, at alle skoler skal gennemføre rækken af test i indeværende skoleår. Alligevel håber Reza Javid, at han kan få byrådet overbevist om at være med til at lægge pres på ministeriet.

Reza Javid sidder i Odense Byråd for Enhedslisten.
Reza Javid sidder i Odense Byråd for Enhedslisten.
Foto: Jonas Mattsson

- Vi håber at få byrådet med på at rette henvendelse til undervisningsministeriet med ønske om, at Odense kan blive fritaget for de nationale test i år, siger Reza Javid.

Radikale er enige

Enhedslisten får opbakning fra den radikale børn- og ungerådmand, Susanne Crawley. På sin facebookside skriver hun blandt andet, at hun altid har været modstander af de nationale test, og at det har coronaviruspandemien ikke lavet om på.

- Corona har derimod gjort det endnu mere grotesk at afholde dem, særligt fordi det nu er slået fast, at testene ikke er valide og reproducerbare, skriver Susanne Crawley.

Også SF har tidligere udtalt sig meget kritisk om de nationale test, men det har mandag ikke været muligt at få en kommentar på Enhedslistens forslag fra SF’s byrådsmedlemmer i Odense.

Ifølge Reza Javid har Enhedslisten stillet samme forslag i flere kommuner landet over. Forslaget skal drøftes på byrådsmødet på onsdag i Odense.

Nationale test

Oversigt

    Oversigt