I det fynske folks tjeneste

Grundejerforening bekymret: - Det er en meget vigtig del af skoven

Olav de Lindes planer om at bygge i Åløkkeskoven bekymrer Åløkke Grundejerforening, men nu foreslår ejendomsselskabet en åben dialog med beboerne i området.

Ejendomsselskabet Olav de Linde ønsker at bygge fire fem-etagers boligblokke op af Åløkkeskoven. Foto: Ole Holbech

Ejendomsselskabet Olav de Linde går med planer om at bygge et boligområde i Åløkkeskoven. Et byggeri der på forhånd bekymrer beboere i området og ikke mindst Åløkke Grundejerforening.

- Det er en meget vital del af skoven. Det er simpelthen indgangen til skoven, og det vil blive fuldstændig forstyrret af et boligbyggeri, siger Carsten Myhr, der er formand i Åløkke Grundejerforening.

Det er en bekymring, som by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V) godt forstår.

- Der rigtig mange borgere, der går op i, at vi har mange grønne områder i vores by, og derfor glæder jeg mig til at mødes med grundejerforeningen og få uddybet de synspunkter, som de har omkring projektet, så vi kan se på nogle løsninger, siger Christoffer Lilleholt.

Læs også Rådmand om byggeprojekt i Åløkkeskoven: - Træer bør ikke vige pladsen for nye boliger

Han tror på, at dialog mellem alle parter er vejen frem.

- Der er brug for dialog med grundejerforeningen, med borgerne i området, med de grønne organisationer og med dem, der ønsker at bygge derude for at se, om der overhovedet er nogen løsninger her, siger han.

Vil bygge på egen grund

Grunden, som Olav de Linde ønsker at bygge på, er deres egen. Alligevel mener Carsten Myhr godt, at grundejerforeningen kan blande sig.

- Det areal er udlagt til rekreativt område. Det er ikke en byggeplads. Alt det rekreative, vi har i Odense, og som vi iøvrigt ikke har for meget af, det vil vi faktisk gerne bevare. Specielt når det er i så høj kvalitet som Åløkkeskoven, påpeger han.

Han så gerne, at resten af skoven også blev kommunal fredsskov.

Tilbage står Lars Friis Christensen, der er afdelingsdirektør i Olav de Linde. De står med et boligprojekt, som de gerne vil udføre på deres egen grund.

- Vi har i dag en eksisterende værkstedsbygning, som er et af de steder, vi gerne vil bygge de to af punkthusene på. Så vil vi gerne et stykke ind i skoven også på vores egen grund for at lavet to yderligere punkthuse, siger Lars Friis Christensen.

Har et grønt hjerte med

Byggeprojektet startede ifølge Lars Friis Christensen for fire år siden, og i de sidste to har man arbejdet intenst på projektet.

- Vi er et selskab, som gerne vil lave noget godt for byen og noget smukt for byen, siger han og fortsætter:

- Vi forsøger, fordi vi faktisk også har et meget grønt hjerte i Olav de Linde, at bevare så meget som muligt. Vi fælder egentlig ikke en voldsom masse træer, men vi kommer til at beskære nogle steder.

Læs også Borgere demonstrerer inden debatmøde om Åløkkeskoven

Hos Olav de Linde er man klar til at gå i dialog med både borgere og politikere, inden politikerne skal træffe en beslutning.

- Vi håber da på, at vi kan finde en god løsning sammen med kommunen og beboerne, fordi vi også gerne vil ud og være gode naboer til dem.

Carsten Myhr ser frem til dialogen, der ifølge ham har været længe undervejs.

- Det har vi faktisk bedt om i mange år men fået afslag. Så det glæder os, at der er kommet en ny mand, der gerne vil tale med os, siger Carsten Myhr.