Grundstødt skib skal først trækkes fri juleaftensdag

Kaptajnen og hans besætning må vente til juleaften, før deres grundstødte skib kan trækkes i land.

Fragtskibet Darwin, der stødte på grund fredag formiddag i Odense Fjord, bliver først trukket fri juleaftensdag. Det oplyser Forsvarets Operationscenter. 

- Der gøres forsøg på at trække det grundstødte skib i Odense Fjord fri den 24. december. Der vurderes ikke at være fare for miljøet, lyder det fra Forsvaret.

Kaptajnen på skibet, der var på vej fra Sverige til Lindø, sejlede forkert, og det førte til episoden.

- Han har formentlig misset en bøje, siger Thomas Bentsen, der er vagtchef hos Fyns Politi.

Kaptajn fik bøde

Politiet blev kaldt ud til det 75 meter lange skib, der var kommet i problemer, da det kom uden for sejlrenden.

Rent rutinemæssigt tjekkede politiet, om kaptajnen og skibets besætning var alkoholpåvirket, hvilket ikke var tilfældet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Til gengæld fik kaptajnen, der er fra Rumænien, en bøde for ikke at have indberette søulykken inden for en halv time.

Når et udenlandsk skib støder på grund i danske farvande, skal Søfartsstyrelsen ifølge loven straks underrettes.

Skibet, der havde sejlet gennem Kattegat, inden det nåede Odense Fjord, skulle efter planen have nået frem til Lindø klokken 11 fredag.

Skibet er oprindeligt fra den caribiske østat Antigua og Barbuda.

Oversigt

    Oversigt