Hætteklædte stak ild til biler

To biler i Odense M blev natten til mandag stukket i brand af hætteklædte personer.

Tæt på klokken halv to natten til mandag måtte brandvæsnet i Åsum rykke ud til endnu et par antændte bilbrande.

Ifølge vagtchef Henrik Krøjgaard meldte en borger klokken 01.22, at tre personer var set stikke ild til en bil på Carl Blochs Vej i Odense M.

- Tre personer med sorte hætter knuser en rude i en varebil og sætter ild til den, fortæller vagtchefen.

Men det var ikke enn enlig svale. Lidt derfra, også på Carl Blochs Vej, brændte endnu en bil.

- Det sker ikke tilfældigt, så der er højst sandsynlig sammmenhæng, tilføjer Henrik Krøjgaard.

En personbil, der holdt tæt på de brændende biler, fik enkelte brandskader.

Der er endnu ingen anholdte sagen, men der er sikret spor og sagen er overgivet til efterforskning.