Han erkendte, mens hun nægtede - anklager er tilfreds med dom i coronasvindelsag

De to dømte personer så ifølge anklager forskelligt på deres ansvar i forbindelse med svindel af coronahjælpepakker.

Fredag blev et fynsk vennepar idømt betinget fængsel ved Retten i Odense for forsøg på svindel med coronahjælpepakker.

Her blev en 50 årig mand idømt et år og otte måneders betinget fængsel, mens en 45-årig kvinde blev straffet med betinget fængsel i et år. Derudover skal begge udføre ulønnet samfundstjeneste.

- Jeg er meget tilfreds med, at de begge to er blevet dømt, og at retten har set på sagen på samme måde, som jeg har, siger Maria Fanø-Fredeløkke, der er anklager hos Fyns Politi, til TV 2 Fyn. 

For det var kun den mandlige dømte, der ville erkende samtlige ulovligheder i anklageskriftet overfor retten. Derimod nægtede kvinden at erkende sine gerninger i forbindelse med hændelserne i anklageskriftet. 

Den 45-årige kvinde mente nemlig ikke, at hun havde ansvar i det, der var sket, fortæller anklageren. 

quote Og selvfølgelig skal det også koste rigtig meget i straf, når to svindlere skal forsøge at stikke snablen i statskassen for helt uberettiget tilegne sig en hel masse penge

Maria Fanø-Fredeløkke, Anklager hos Fyns Politi

- Man kan ikke bare kaste begge hænder op i luften og sige, at man ikke har ansvar for noget som helst. Selvfølgelig har man det, siger anklager Maria Fanø-Fredeløkke.

Retten kalder sag ekstra "grov"

Retten har dømt efter den bestemmelse i straffeloven, der omhandler svindel med hjælpepakker i forbindelse med corona. Hvilket anklagemyndigheden og politiet anser som mere "grov" end almindelige svindelsager, uddyber anklageren.

Udover betinget fængselstraf og ulønnet samfundstjeneste blev de to personer også dømt til at betale en tillægsbøde oveni. Her skal den 50-årige mand betale en bøde på 615.000 kroner, og den 45-årige kvinde skal af med 420.000 kroner. 

Hvis de to dømte ikke betaler denne tillægsbøde, er forvandlingsstraffen fængsel i 60 dage.

- Det er en straf for almindelig socialt bedrageri og svindel med statens midler. Men i de her tilfælde, når det gælder coronahjælpepakkerne, så kan straffen altså firdobles, siger hun.

Søgte kompensation for større beløb

Det fynske vennepar havde uberettiget søgt om kompensation for dækning af udgifter til et marked, der skulle være afholdt i foråret. 

Det indebar blandt andet udgifter for reklamebannere, pladsleje, mad og drikke. Det involverede tre ansøgninger, der løb op i kompensation for i alt 305.000 kroner.

- Og selvfølgelig skal det også koste rigtig meget i straf, når to svindlere skal forsøge at stikke snablen i statskassen for helt uberettiget at tilegne sig en hel masse penge, siger Maria Fanø-Fredeløkke.

Anklageren har dog ikke haft mulighed for at læse dommerens præcise afgørelse endnu. Men hun fortæller, at sager som denne under alle omstændigheder vil blive indstillet til statsadvokaten.

- De træffer afgørelse om, hvorvidt der skal ankes, siger hun.

Oversigt

    Oversigt