Han så kun røgen

En indbrudstyv ville tidligt søndag morgen begå indbrud i en dagligvarebutik, men han blev overmandet af butikkens røgkanon.

Lidt før halv fem søndag morgen er en 36-årig odenseaners totalt mislykkede indbrudsforsøg forbi. Her bliver han hentet ud af Fakta i Højby på Svendborgvej i det sydlige Odense.

Manden havde udset sig butikken som sit mål, men havde tilsyneladende undervurderet, hvor kraftig en røgkanon faktisk er.

- Da vi kommer derud må vi hente ham ud, for han kan slet ikke orientere sig inde i al røgen, fortæller vagtchef Kim Munksgaard, Fyns Politi.

Manden, der kun så røgen under sit indbrudsforsøg, kan nu begynde at se retsbygningen i Odense for sig.

Han er nemlig kendt for berigelseskriminalitet i forvejen, og derfor har man valgt at fremstille manden i grundlovsforhør søndag formiddag klokken 10.00, oplyser vagtchefen.

Oversigt

    Oversigt