Handicappet 23-årig fejrer fødselsdag på altan

På grund af coronaudbruddet var familien Nonnemann fra Odense nødt til at finde en anden måde at fejre deres 23-årige multihandicappede søn på.

- I dag er det Jakobs fødselsdag, hurra, hurra, hurra!

Men i år betyder det ikke, at fødselaren skal hjem og holde fest. For på grund af corona-udbruddet er det bosted, Jakob Nonnemann bor på, lukket for besøgende.

Det forhindrede dog ikke familien Nonnemann i at troppe op for at fejre deres multihandicappede bror og søn. På afstand, selvfølgelig.

- I sidste uge kom hans søster i tanker om, at vi jo kunne tage ud og se ham fra hans altan på hans fødselsdag. Det er jo en speciel dag for ham, fortæller hans mor, Malene Nonnemann.

Det vakte da også glæde hos fødselaren, da familien kom med både flag og gaver for at fejre ham.

- Han facetimede til mig 20 minutter før og var et stort smil, og jeg fortalte ham, at han måtte lægge på, fordi vi snart kom. Da vi kom, havde han sin guitar med ud på altanen, og i det øjeblik vi begyndte at synge, begyndte han at spille luftguitar og vippe med fødderne, siger Malene Nonnemann.

Har fundet et alternativ til besøg

Jakob Nonnemann lider af stofskiftesygdommen propionacidæmi, der gør, at han ikke kan tåle proteiner i ret store mængder. Sygdommen blev først opdaget, da han var et halvt år gammel, derfor var han nået at blive hjerneskadet af de proteiner, han havde fået gennem modermælken. Det betyder, at han i dag har et meget begrænset sprog og bruger kørestol.

Når man har en hjerneskade, kan der være ting, der er svære at forstå, forklarer hans mor.

- Men han klarer det rigtigt flot. Inden bostedet lukkede, nåede vi at fortælle ham, at han skulle spritte hænder og være opmærksom, og det er han, siger Malene Nonnemann.

Derfor forstod han også godt, hvorfor fødselsdagsfejringen ikke bød på hverken kram eller kys fra familien i år.

- Fra den ene dag til den anden skulle vi pludselig stoppe med at besøge ham. Som mor er det svært at være i følelsesmæssigt, at man ikke bare kan tage ud og snakke med ham og give ham et kram, siger hun.

quote - Det er svært at forestille sig, at vi ikke skal se Jakob og være sammen med ham i mere end en måned

Malene Nonnemann, mor

De plejer at sidde sammen og se film, serier eller fjernsyn, men det er svært at gøre på Facetime. Men det er lykkes familien at finde nogle alternativer.

- I de her dage læser jeg godnathistorier for ham. Han facetimer gerne fem gange om dagen, og så læser jeg et halvt kapitel hver gang. Så kan han se med i billederne undervejs også, siger moren.

Fejringen fortsætter

Mor, far, hund og søstre er dog ikke de eneste, der lægger vejen forbi den nu 23-årige Jakob Nonnemanns lejlighed i bostedet.

Både farfar, moster, onkel, fætre og kusiner kom også forbi i løbet af dagen. Fejringen blev på den måde delt over tre omgange, hvor den glade fødselar kunne tage imod lykønskninger, sang og gaver – på afstand.

- Han er jo på den måde også et barn, der glæder sig over at blive set og bemærket. Han bliver glad for sang og gaver, siger den 23-åriges mor.

Nu håber familien bare, at der ikke går alt for længe, før de kan komme og besøge Jakob Nonnemann, uden at holde helt så meget afstand, som de gjorde i dag. 

- Det er svært at forestille sig, at vi ikke skal se Jakob og være sammen med ham i mere end en måned. Nu fandt vi på at besøge ham på altanen. Når nu det bliver lidt lunere, kunne man måske godt blive lidt længere og læse en historie for ham, fortæller en rørt Malene Nonnemann.

Hun er ikke i tvivl om, hvad familien Nonnemann glæder sig mest til, når Danmark åbner op igen.

- Vi glæder os rigtig meget til at give ham et kram. Hele Danmark glæder sig til at få sin dagligdag igen, og det er også det, vi gør. Et kram og en køretur, det bliver det første, vi gør, når Danmark åbner igen, siger hun.

Oversigt

    Oversigt