H.C Andersen legatet uddelt: - Jeg er lidt overrasket

Fredag blev H.C. Andersen legatet til flittige skolebørn uddelt, og modtagerne blev overrasket med tale, blomster og en check på 10.000 kroner.

- Jeg er her, fordi du er blevet udvalgt til at modtage H.C. Andersens hjælp, som er H.C. Andersens legat. 

Sådan lød det fredag formiddag, da museumsinspektør, Henrik Lübker sammen med børne- og ungerådmand, Susanne Crawley, overrakte ét af årets to legater til Abdul Rahman Mansour.

- Jeg er lidt overrasket. Jeg havde aldrig troet det kunne ske. Da min lærer fortalte, at en fra klassen havde fået legatet, var jeg overrasket. Jeg troede, at det kun var muligt at få i gymnasiet, så da hun sagde, at det var mig, der havde fået det, blev jeg bare fuldstændig glad, sagde Abdul Rahman Mansour da han havde fået overrakt både legat, blomster og checken på 10.000 kroner der følger med. 

quote Da de andre hørte, at jeg havde fået legatet, kom mine klassekammerater også hen og fortalte mig, at jeg havde fortjent det, og det gjorde mig rigtig glad

Abdul Rahman Mansour, legatmodtager

Det er fedt at lære 

I indstillingen til legatet beskrev Abduls lærer ham som en meget respektfuld og høflig ung mand, og som en elev, der ikke er bleg for at melde sig til opgaver eller tage ansvar i undervisningen, og netop sådan en elev er den rette til at modtage H.C. Andersen legatet.

- Der bliver lagt stor vægt på, at de elever, der modtager legatet, har hele pakken. De er dygtige i skolen, men altså også gode sociale og nogle gode kammerater. Så udgangspunktet er det hele menneske, eller det hele barn, forklarede Henrik Lübker om udvælgelsesprocessen. 

Og ifølge ham selv, så lever Abdul da også op til de præmisser.

- Det er ikke altid, at der er så mange, der rækker hånden op, så jeg er næsten den eneste, der rækker hånden op. Da de andre hørte, at jeg havde fået legatet, så kom mine klassekammerater også hen og fortalte mig, at jeg havde fortjent det, og det gjorde mig rigtig glad, fortæller Abdul.

H.C. Andersen legatet

Stolt modtager

Også H.C. Andersens legat til en flittig skolepige blev fredag uddelt. Det gik til Clara Sivekær Ebensgaard Hansen, der ligesom Abdul var noget overrasket, men glad for at modtage legatet.

- Jeg er nok lidt stolt over, at det lige var mig, fremfor alle mulige andre det gik til, fortalte Clara Sivekær Ebensgaard.

Den lærer, der havde indstillet Clara til legatet deltog også i uddelingen, og i sin indstilling af Clara Sivekær Ebensgaard skrev hun blandt andet:

-Clara er en vellidt pige på hele årgangen. Hun er en god samarbejdspartner i gruppearbejde, for gruppen kommer igennem opgaverne på bedste vis. Hun er som et lokomotiv, der formår at styre gruppen tilbage på sporet, hvis der på et tidspunkt afviges fra opgaven.

Clara Sivekær Ebensgaard Hansen vidste forud for uddelingen ikke, at modtagelsen af legatet førte en økonomisk anerkendelse med sig.
Clara Sivekær Ebensgaard Hansen vidste forud for uddelingen ikke, at modtagelsen af legatet førte en økonomisk anerkendelse med sig.
Foto: Thomas Bjerre Larsen

Også rådmand Susanne Crawley nød endnu en gang at være med til at uddele legaterne.

- Jeg synes personligt, at der er noget rigtigt stærkt i, at vi stadig belønner flid som en egenskab man gerne vil værdsætte, og det er altid en rigtig dejlig dag, fortalte Susanne Crawley.

Hverken Abdul eller Clara kunne dog svare på, hvad de 10.000 kroner skal gå til.

Fredag blev H.C. Andersen legatet til flittige skoleelever uddelt til Abdul og Clara.