Heartland stjæler Eventyrløbets deltagere

Kristi himmelfartsdag begynder Heartland. Samme dag snører eventyrløberne kondiskoene, men arrangørerne af motionsløbet oplever, at flere melder fra, fordi de skal på festival.

Næsten 17.000 motionsløbere har tilmeldt sig årets Eventyrløb Kristi Himmelfartsdag. Det er en smule færre end sidste år, hvor 18.000 snørede løbeskoene. I år lyder startskuddet nemlig samtidig med, at portene ind til Egeskov Slot og Heartland åbnes.

Det kan mærkes, fortæller løbsleder af Eventyrløbet Poul Grenaa.

- Vi har erfaret, at vi har en konkurrent i Heartland. Nogle af vores leverandører og deltagere har tidligere meldt fra uden at begrunde hvorfor. Det er så på grund af Heartland, siger Poul Grenaa.

I forvejen pessimistiske

Allerede sidste år oplevede Eventyrløbet et dyk i antal deltagere - dengang skyldtes det dog ikke Egeskov-festivalen, der lå tre uger efter motionsløbet.

Løbslederen havde derfor på forhånd ikke forventet, at 2019 skulle blive året, der blev slået deltagerrekord.

Det er ikke kun Eventyrløbet, der de seneste år har mistet deltagere. Det har Fyns øvrige motionsløb også, fortæller Eventyrets leder, Poul Grenaa.
Fotograf: Kasper Eland Marquardtsen

- Vi var i forvejen pessimistiske på baggrund af, at vi gik lidt ned i deltagertal sidste år. Vi har dog også erfaret, at der er så mange andre løb og konkurrenter nu, at det er naturligt, at tallet vil falde, fortæller Poul Grenaa.

Samtidig understreger løbslederen at samtlige fynske løb er faldet i deltagertal.

- Så jeg er ikke skuffet, siger han.

Letbanen volder løbsproblemer

Eventyrløbsruterne strækker sig som vanligt over fem og ti kilometer i det vestlige Odense. Det har dog ikke været helt uproblematisk at planlægge årets ruter, fordi store dele af byen er gravet op, mens letbanebyggeriet pågår.

- Vi har haft mange udfordringer på grund af letbanen. Vi har fået halveret vores standpladser ved Højstrupparken og Cirkuspladsen. Vi prøver at finde alternativer og har stadig lidt grønne områder inde i Idrætsparken, hvor vi opstiller standpladserne, fortæller Poul Grenaa.

Under løbet, der varer fra klokken 10 til 17.30, vil Christmas Møllers Vej være lukket for biltrafik. Stadionvej er spærret mellem Højstrupvej og Rugårdsvej. Samtidig er Rugårdsvej lukket mellem Stadionvej og Jernbanevej, indtil alle løbere er sendt af sted omkring middagstid.

Oversigt

    Oversigt