Heftig kritik af rapvideo - nu svarer kunstneren igen

Rapperen bag nummeret og musikvideoen 'Sort på sort' er tidligere blevet forsvaret af musikselskab, men nu tager han selv til genmæle.

En video med rapperen Chatle fra Vollsmose har ført til skarpe reaktioner blandt politikere, politi og borgere i bydelen. Den professionelt udførte video bliver beskyldt for at forherlige bandemiljøet samt medvirke til rekruttering af unge.

Men efter flere dages radiotavshed tager rapperen nu bladet fra munden. Chatle er uenig med kritikerne og mener modsat, at han bidrager positivt til bydelen. 

- 'Sort på sort' er skrevet for to år siden og viser en virkelighed fra Vollsmose fortalt med kunstnerisk frihed. Da vi skulle optage videoen, opfordrede jeg alle til at komme og være med gennem min instagram, så alle var velkomne, lyder det i en skriftlig kommentar til TV 2 Fyn.

- Til dagligt bestyrer jeg et musikstudie i Odense, hvor alle ligeledes er velkommen, så de ikke hænger på gaden, men i stedet får en mulighed for at bruge deres kreative evner på en god måde. Så jeg prøver på ingen måde at opfordre til banderekruttering eller forherlige vold, tværtimod.

Problematisk video

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) er en af dem, der mener, at Chatles video er dybt bekymrende. Han peger blandt andet på formuleringen ”gøbben er til dem, der snakker”. 

Han mener, at sætningen truer personer, der har oplysninger om drabet på Abdinur Mohamed Ismael, til tavshed.

Også Venstres næstformand, Inger Støjberg, Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti og SF's retsordfører Karina Lorentzen finder videoen problematisk.

- Jeg synes, det er en grov video. Det virker som en forherligelse af bandemiljø, hvis unge ser det, så tænker jeg, at de måske synes, at det der bandemiljø, det er meget fedt. Der er noget maskulinitet over det, og det bryder jeg mig faktisk ikke om, siger Karina Lorentzen. 

Selskab og instruktør forsvarer

Både selskab Universal Music Group, der står bag udgivelsen og har betalt for optagelse, redigering og produktion af videoen, og filminstruktøren Mike Spooner, der har klippet 'Sort på sort', har dog forsvaret videoen.

Ifølge instruktøren er der netop tale om kunst, og han mener derfor ikke, at videoen kan være med til at skaffe nye bandemedlemmer.

- De unge, der søger mod bandemiljøet, er nogen, der i forvejen er i miljøet og i forvejen er i risikogruppen og har noget arv og miljø med sig. Kunst er ikke med til at skubbe nogen ud over den kant. Det kan man måske påvirke, hvordan man snakker, og hvilket tøj man har på, men ikke mere end det, siger Mike Spooner.

Ifølge den kendte forsvarsadvokat Mette Grith Stage kan det da også udelukkes, at der er tale om større lovovertrædelser, når det kommer til teksten, videooptagelser af betjente og de våben, der bliver vist frem i videoen.

- Hvis det er rigtige våben, er det selvfølgelig en alvorlig lovovertrædelse, men det kan man jo på ingen måde bevise, at det er. Det mest sandsynlige er jo, at det er attrapvåben, siger hun og påpeger samtidig, at det er et brud på færdselsloven at hænge ud af vinduet på en kørende bil, som det ses i videoen. 

Sort på sort 

Oversigt

    Oversigt