Hel narkoorganisation fældet: Skal i fængsel i 108 år tilsammen

10 personer er fredag blevet dømt for besiddelse af 60 pistoler på flere våbenlagre, salg af flere skarpladte skydevåben og handel med kokain. Tilsammen skal de afsone 108 år.

En omfattende sag, der involverer både narko og skydevåben, nåede fredag sin afslutning ved Retten i Odense.

I alt ti personer er blevet dømt i sagen, og skal nu til sammen afsone 108 år i fængsel for grov narkotikahandel og besiddelse af store mængder skydevåben med ammunition og lyddæmpere fordelt på flere steder på Fyn. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

quote Det er sjældent, at vi rammer en samlet organisation fra top til bund, hvilket gør denne sag ganske speciel

Thomas Hugger, senioranklager, SEØ

De ti personer er i alderen 24 til 42 år og er blevet dømt for besiddelse af 60 pistoler på flere våbenlagre, salg af flere skarpladte skydevåben, handel med kokain og et stof, som de dømte troede var amfetamin - der dog viste sig at være lovlig koffein.

Sagen udspringer af et større efterforskningsarbejde udført af efterforskningsfællesskabet Særlig Efterforskning Øst (SEØ) under Københavns Politi. 

- Jeg er glad fo, at det grundige efterforskningsarbejde har båret frugt, og at retten har fundet, at der var tale om organiseret kriminalitet, hvor hele organisationen fra bagmand til yderste køberled er dømt, idet retten har kunnet følge både våben og narkotika gennem de forskellige led i organisationen, siger senioranklager ved SEØ Thomas Hugger i pressemeddelelsen og tilføjer:

- Det er sjældent, at vi rammer en samlet organisation fra top til bund, hvilket gør denne sag ganske speciel. Samtidig er det særdeles glædeligt, at vi i forbindelse med denne sag har fået godt og vel 60 pistoler og ammunition væk fra gaderne og ud af kriminelle hænder.

Bagmand var 42-årig fynbo 

En særlig bestemmelse i straffeloven blev taget i brug, så straffene kunne stige betydeligt på flere af de dømte. Det blev begrundet af retten i sagens helt ekstraordinære omfang og store mængder våben og narkotika. 

Organisationens bagmand var en 42-årig mand fra Fyn.

Han blev idømt 20 års fængsel for besiddelse af skydevåben med ammunition og lyddæmpere på flere våbenlagre samt besiddelse af 1300 ecstacypille og 23 kilo ammunition. 

Derudover blev han dømt for besiddelse af 21 kilo koffein, som organisationen troede var amfetamin.

60-årig kvinde også en del af narkoorganisationen

Bagmanden modtog som den eneste 20 års fængsel, men de resterende i organisationen afsluttede også dagens domsafsigelse med betydelige domme. 

En mand på 36 år, der fungerede som lagermand og en på 31 år, der var daglig leder, blev i dømt henholdsvis 15 og 16 års fængsel for de samme forhold som bagmanden i organisationen.

En 31-årig mand fik 14 års fængsel. Han havde stået for organisationens indkøb af de 21 kilo koffein. En også 31-årig chauffør blev idømt 12 års fængsel for besiddelse og indsmugling af 30 kilo stof.

En 60-årig kvinde blev også fundet skyldig i at have hjulpet med handel med mindre mængder kokain, for hvilket hun fik ni måneders fængsel. 

Den 60-årige kvinde blev dog frifundet for at have deltaget i organisationens øvrige kriminalitet, men retten fandt, at hun var en fast del af den kriminelle organisation. 

De dømte ankede for de flestes vedkommende på stedet til frifindelse, mens den 31-årige, der fik 16 år, tog betænkningstid, og den 60-årige kvinde modtog dommen.