Helikopter eftersøger Kaj Ove

Politiet sætter nu en helikopter ind i eftersøgningen af 69-årige Kaj Ove Jørgensen fra Odense.

Der er stadig ikke nogen henvendelser til politiet, der kan hjælpe med at finde 69-årige Kaj Ove Jørgensen, der sidst er set om aftenen den 10. juli.

Politiet fik en enkelt henvendelse om, at han måske befandt i Martins Minde Havekoloni i det nordøstlige Odense, men torsdag er han stadig ikke fundet.

Nu sætter politiet en helikopter ind i eftersøgningen.

- Vi bruger nu en helikopter til at hjælpe med at lede efter ham, og vi vil flyve over Martins Minde og nogle af de områder i det nordlige Odense, siger Fyns Politis vagtchef Lars Fredensborg.

Det var hjemmehjælpen, der alarmerede politiet tirsdag aften, da den 69-årige, benamputerede mand ikke var på sin bopæl i Oluf Bagers Gade i Odense.

Pårørende er meget bekymrede

Kaj Ove Jørgensen har ikke tidligere forladt sin bopæl, uden at nogen ved besked om hans færden, og familien er påvirket af han forsvinden.

- Det er de. De er selvfølgelig meget berørte af situationen, siger Lars Fredensborg.

Har du set Kaj Ove Jørgensen, hører politiet stadig gerne fra dig på telefon 114.

Oversigt

    Oversigt