Hendes snedige træk gjorde Boye til borgmester og gav hende magt - nu stopper "rådkvinden"

Hun har haft sine meningers mod og blandt andet jo insisteret på at kalde sig selv for rådkvinde, fremfor den officielle titel som rådmand, siger TV 2 Fyns samfundsredaktør om dagens farvel til odenseansk politik.

Det er en markant politiker, der forlader odenseansk politik. Sådan lyder vurderingen fra TV 2 Fyns samfundsredaktør Jakob Risbro ovenpå nyheden om, at mangeårig børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (RV) har besluttet sig for ikke at genopstille til kommunalvalget næste år.

- Susanne Crawley er markant politiker. Hun har haft sine meningers mod og blandt andet jo insisteret på at kalde sig selv for rådkvinde, fremfor den officielle titel som rådmand, også selvom nogen trak på skuldrene og synes, at det var for politisk korrekt.

Også i bekendtgørelsen på Facebook titulerede hun sig selv som rådkvinde.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.


- For nogle år siden meldte hun også ud, at hun fremover kun ville gå i genbrugstøj. Og netop klimaet har hun også været meget tydelig omkring, og blandt andet skubbet på for, at Odense Kommune skulle sige ja til en etape to af Odense Letbane.

I forbindelse med indgåelsen af budgettet blev det som bekendt besluttet at gå videre med arbejdet omkring letbanens etape 2.

Blå bog

Agedrup-sag fyldte meget

- Og så har hun selvfølgelig også været meget tydelig, når det kommer til sit eget område som børn- og ungerådmand. Her var der jo i foråret meget blæst omkring sagen om Agedrup Skole, hvor hun stod på mål og insisterede på ordentlighed i håndteringen, når der eksempelvis kom kritik af navngivne embedsmænd.

Historien om Agedrup Skole satte national dagsorden, efter det kom frem, at der var stor utilfredshed blandt forældre, der talte om grænseoverskridende adfærd blandt nogle af skolens elever.

Sagen førte til en lang række undersøgelser og initiativer. Blandt andet at der arbejdes på en akutskole efter svensk forbillede, hvor elever med grænseoverskridende adfærd kan komme hen midlertidigt.

Anne Skau Styrishave og Susanne Crawley Larsen under optællingen af de personlige stemmer ved kommunalvalget i 2021. Her fik Anne Skau Styrishave mere end 1.000 stemmer flere end Crawley. Arkivfoto.
Anne Skau Styrishave og Susanne Crawley Larsen under optællingen af de personlige stemmer ved kommunalvalget i 2021. Her fik Anne Skau Styrishave mere end 1.000 stemmer flere end Crawley. Arkivfoto.
Foto: Thomas Larsen-Bjerre / Skærmbillede

Stadsarkitekt

Hun har også haft sin egen kæphest, som hun har kæmpet for i mange år. Nemlig at Odense skulle have en stadsarkitekt for at passe på arkitekturen. Og den kæphest blev faktisk opfyldt med dette års budgetforlig, da byrådet besluttede, at der skulle ansættes en stadsarkitekt i Odense Kommune.

I hele sin tid i har hun bundet sig op på samarbejde med Socialdemokratiet, og hun har kun peget på socialdemokratiske borgmestre i hele sin tid i Odense Byråd. Susanne Crawley Larsen proklamerede det store sammenhold mellem de to partier i 2013, da hun og Socialdemokratiets borgmester Anker Boye sejlede i samme båd - helt bogstaveligt talt op ad Odense Å. 

Aftalen sikrede Anker Boye borgmesterposten og gjorde Susanne Crawley Larsen til børn- og ungerådmand. En titel hun har bestridt lige siden. 

Hvem der skal afløse hende som spidskandidat for Radikale er jo ikke afgjort, men ved sidste valg fik hendes partifælles Anne Skau Styrishave mere end 1.000 stemmer flere end Crawley. Så hun er et godt bud. Anne Skau Styrishave fik 2.839, mens Susanne Crawley Larsen fik 1.742.

Oversigt

    Oversigt