Her indretter det offentlige med brugte møbler: - Vi skal gentænke vores forbrug af hensyn til miljøet

Region Syddanmark vælger som den første offentlige arbejdsplads i Danmark at indrette kontorer med brugte kontormøbler. Håbet er, at flere sygehuse også kan bruge genbrugsmøbler.

Region Syddanmark indgår et samarbejde med leverandøren Holmris B8, og indretter som den første offentlige virksomhed i Danmark deres kontorer i regionhuset i Vejle med brugte møbler. 

- Region Syddanmark melder sig forrest i resten af feltet på grønne offentlige indkøb ved at indgå en partnerskabsaftale, hvor de aktivt har taget stilling til, at de primært vil købe brugte møbler, så længe de kan dække deres behov, fortæller sustainability director fra Holmris B8 Steffen Max Høgh.

I 2020 fik Region Syddanmark en ny indkøbspolitik for at udvikle og forbedre den grønne omstilling.

- Som en stor offentlig arbejdsplads er det vores ambition af være blandt de forreste i den grønne omstilling. Det gør vi blandt andet via vores klimahandleplaner og løbende via vores nye indkøbspolitik, fortæller regionsdirektør Jane Kraglund.

Møbelproduktion belaster miljøet

Ifølge Steffen Max Høgh er det materialer og møbelproduktion, som er den største klimabelastning ved et møbel. 

- Mange tror, at det er transport, men det er en lille del i forhold til, hvad det koster at lave et møbel. Derfor er genbrug og istandsættelse af møbler utrolig vigtige redskaber i kampen mod klimaudfordringerne. 

Hvert år bliver der i gennemsnit købt 100 nye skriveborde og 270 stole til kontorer og kantine i regionshuset. Regionens intention ved at indgå et samarbejde med Holmris B8 skal vise omverdenen, at regionen vil være blandt de forreste i den grønne omstilling.

- Den nye aftale om køb af genbrugsmøbler er et godt eksempel på, at der bliver sat handling bag ordene, fortæller Region Syddanmarks indkøbschef Annette Bjørn. 

Brugte møbler gavner klimaet 

Regions samarbejdsaftale med Holmris B8 strækker sig frem til juni 2022. Men regionen håber ordningen bliver permanent, og at alle regionens sygehuse indkøber brugte møbler. 

Hos Annette Bjørn hersker der ingen tvivl om, at det gavner klimaet at brugte møbler får forlænget deres levetid.

- 75-85 procent af regionens klimabelastning stammer fra indkøb af produkter. Derfor er grønne indkøb helt afgørende, hvis vi skal lykkes med at mindske vores klimaaftryk. Langt størstedelen af miljøbelastningen fra kontormøbler knytter sig til produktionen af møblerne. Ved at købe brugte møbler, kan de ressourcer, som møblerne er lavet af - for eksempel træ, metal, plast og tekstiler, holdes i kredsløb i længere tid, og dermed sikrer vi, at ressourcerne kan blive brugt længst muligt, siger Annette Bjørn.



Oversigt

    Oversigt