Hør skjult optagelse: Falsk betjent franarrer hjerneskadet følsomme oplysninger

I løbet af halvandet år er 15 hjerneskadede borgere i Odense Kommune blevet franarret deres personlige oplysninger.

En hjerneskadet borger fra Odense blev tidligt på aftenen 20. januar i år ringet op af Nordsjællands Politi. 

En betjent ved navn Rasmus Pedersen fortalte, at borgeren, John Lerchen, var blevet hacket, og at politiet havde brug for hans personlige oplysniger for at stoppe svindlen.

Hvad John Lerchen ikke vidste var, at det var en svindler, han havde i røret.

Derfor opgav han tøvende sine personlige informationer. Og det er han langt fra den eneste, der har gjort. I løbet af halvandet år er mindst 15 hjerneskadede borgere i Odense Kommune blevet snydt af personer, der har udgivet sig for at være fra politiet eller en anden myndighed. 

- Jeg synes, det er bisset, at nogen kan finde på sådan nogle ting der. At der er nogle slyngler, der kan være så ondskabsfulde, siger John Lerchen.

Kompliceret indgreb

For John Lerchen, der arbejder på et beskyttet værksted, begyndte svindlen, da han modtog en besked på Messenger. Beskeden var fra en kvinde, han ikke kendte.

quote Efter en halv time går jeg og tænker på, at det egentlig var forkert, hvad jeg gjorde. Men der var det ligesom for sent

John Lerchen, værkstedsmedarbejder

- Hun skrev hej og spurgte, om hun måtte få mit telefonnummer. Og uden at jeg overhovedet tænkte over det, gav jeg det til hende, forklarer han. 

Efter 20 minutters tid fik han en masse mærkelige beskeder på sin telefon. 

- Der stod: "Du er hacket" og alt muligt, siger John Lerchen. 

Kort tid efter ringede telefonen. En mand, der udgav sig for at være fra Nordsjællands Politi, forklarede ham, at han var blevet hacket, at der var en virus på telefonen, og at nogen havde taget et lån i hans navn. Derfor skulle politiet bruge hans personlige oplysninger. 

- Først tænkte jeg, at det ikke rigtig kunne passe. Jeg har ikke hørt om, at politiet bare ringer til folk, fortæller John Lerchen. 

Artiklen fortsætter under videoen.

John Lerchen, der er hjerneskadet og arbejder på et beskyttet værksted, blev forvirret under samtalen, da han blev bedt om at udlevere sine oplysninger over telefonen. Svindleren talte i korte, afbrudte sætninger og stressede John Lerchen.

Handicappede borgere er sårbare

Ifølge Kaj Johansen, der er rehabiliteringsleder i Odense Kommune, er sårbare borgere blevet forsøgt snydt på forskellige måder.

De borgere, som svindlen har haft størst konsekvenser for, har mistet mere end 300.000 kroner.

- Det handler stort set altid om, at de får franarret nogle oplysninger, som gør, at oplysningerne kan misbruges i forhold til at optage lån og hæve penge og flytte deres pension og så videre, siger han.

Derfor skal de ansatte i hjemmevejlederteamet, som har kontakt med borgere som John Lerchen, nu følge bestemte procedure. Både for at advare om svindlen og reagere, når det sker.

- Jeg synes, det er rigtig trist, at nogen har moral til at udnytte den her borgergruppe. Det kan være svært for dem at gennemskue, hvad der sker, siger Kaj Johansen.

Tog kontakt til vejleder 

Under samtalen med personen, der udgav sig for at være fra Nordsjællands Politi, gav John Lerchen flere gange udtryk for, at han ikke var meget for at videregive sine personlige oplysninger. 

quote Jeg synes, det er rigtig trist, at nogen har moral til at udnytte den her borgergruppe. Det kan være svært for dem at gennemskue, hvad der sker

Kaj Johansen, rehabiliteringsleder i Odense Kommune

- Først siger jeg, at det ikke er noget, jeg normalt vil udgive, fordi det er meget personligt, forklarer han. 

Men personen i den anden ende bliver ved med at distrahere, og til sidst gav John Lerchen efter. Allerede kort efter fortrød han: 

- Efter en halv time går jeg og tænker på, at det egentlig var forkert, hvad jeg gjorde. Men der var det ligesom for sent. 

Derfor kontaktede han sin hjemmevejleder, som sørgede for at lukke kort og sørge for at anmelde svindlen til Fyns Politi. 

Indtil videre ved John Lerchen ikke, om det lykkedes svindleren eller svindlerne at bruge oplysningerne. 

- Jeg går og spekulerer på, om der nu er sket noget. Det er lidt ubehageligt at tænke på, at nogen kan finde på sådan noget, siger han. 

Hvis det nogensinde sker igen, slukker han sin telefon med det samme. 

- Jeg synes, at folk der er i min situation, hvis de får sådan et opkald, skal tænke sig om en ekstra gang. Lad være med at give nogle oplysninge, og bare læg på i stedet for at gå i fælden.

John Lerchen var skeptisk, da en person, der udgav sig fra at være fra Nordsjællands Politi, bad ham om at opgive sine personlige oplysninger.
Fotograf: Anders Høgh

Oversigt

    Oversigt