Hold din by ren: Anette tæller skrald i Odense

På 20 udvalgte steder i Odense tæller Anette Juul og hendes kolleger skrald, som er blevet smidt i naturen. Det skal hjælpe kommunen med at holde byen ren.

Krøllede papirlommetørklæder er blæst ind i ligusterhækken, tomme cigaretpakker flyder mellem parkerede biler, og i bunken af nedfaldne blade gemmer sig både mælkekartoner og papkrus.

Organisationen Hold Danmark Rent tæller og registrerer i disse dage odenseanernes efterladte affald. Parkeringspladsen i Bolbrogade 129B i det vestlige Odense er ét ud af 20 udvalgte områder, hvor affaldet tælles.

Anette Juul er projektleder ved Hold Danmark Rent, og det er hendes kolleger, der iført gul refleksvest og med blok og kuglepen i hånden noterer affaldet på jorden.

- Vi kigger efter, hvor meget affald der ligger, og hvordan arealet generelt ser ud, fortæller Anette Juul.

Flere skraldespande?

Senere på efteråret får Odense Kommune en rapport fra Hold Danmark Rent. Rapporten vil blandt andet indeholde løsningsforslag - og det er ikke altid, at svaret er flere skraldespande.

Alt for meget affald havner på jorden i stedet for i skraldespanden. Hold Danmark Rent samarbejder med Odense Kommunes projekt Ren By om at sikre et rent Odense.
Alt for meget affald havner på jorden i stedet for i skraldespanden. Hold Danmark Rent samarbejder med Odense Kommunes projekt Ren By om at sikre et rent Odense.
Foto: Ole Holbech

- På parkeringspladser, hvor der kan være flere lodsejere, virksomheder og butikker, er det ofte en udfordring at få koordineret en fælles indsats, så hele arealet holdes rent. Vi anbefaler meget ofte dialog mellem de forskellige ansvarshavere for området, forklarer Anette Juul. 

Når rapporten er færdig engang i oktober, bliver den sendt til Trine Ejdrup Nielsen. Hun er projektleder på Odense Kommunes affaldsprojekt Ren By.

Fat en gribetang

I fem år har Ren By og Hold Danmark Rent samarbejdet om at kortlægge odenseanernes henkastning af skrald.

De 20 udvalgte områder

- Vi er interesseret i at vide, hvor meget affald der ligger, og vi er interesseret i at følge det gennem nogle år, så vi kan se, om de indsatser vi laver, rent faktisk gør en forskel, fortæller Trine Ejdrup Nielsen.

Et af forslagene fra Hold Danmark Rent har tidligere været at indkøbe affaldssække og gribetænger. Derfor kan man i Bolbro Brugerhus låne affaldskit gratis og hjælpe med at samle skrald.

Det er ifølge Hold Danmark Rent endnu for tidligt at konkludere, om Odense Kommunes indsatser virker.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt