Holdt forlovelsesfest med 70 gæster i Vollsmose

Incidenstallet er fortsat fire gange højere i Vollsmose end i resten af Odense - alligevel blev der i weekenden holdt to fester med op mod 70 gæster.

Et kommende ægtepar valgte i weekenden at fejre kærligheden med en forlovelsesfest i Vollsmose med op mod 70 gæster, selvom incidenstallet på ingen måder er under kontrol i bydelen.

- Jeg er blevet gjort bekendt med, at der i weekenden har været afholdt to fester i Vollsmose - blandt andet en forlovelsesfest med 50-70 deltagere. Festen foregik indenfor, og pladsen var trang, skriver Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), på Facebook.

I weekenden blev der ellers registreret færre smittede i Vollsmose end om fredagen, men mandag sprang incidenstallet fra 535,9 til 645,3, da ti personer søndag blev testet positive.

- Det er i den grad at gamble med sine medborgeres sundhed i et område, der kæmper mod corona. Det er en spand koldt vand i hovedet på det store flertal af beboere og de mange frivillige, der er lykkedes med at gøre Vollsmose bedst til test. Jeg synes helt ærligt, at arrangørerne skulle skamme sig, skriver borgmesteren.

Se tv-interviewet med Peter Rahbæk Juel.  Fotograf: Redigering:

Hamrende usolidarisk

Incidenstallet i Vollsmose er onsdag faldet til 612, men det er stadig mere end fire gange højere end det samlede incidenstal for Odense Kommune, der er på 128,4.

Da smitteudbruddet i Vollsmose var på sit højeste 8. marts, lå incidenstallet på 951,5. For blot en uge siden var tallet dog nede på 415, efter kommunen havde igangsat en massiv testindsats.

- Takket være en stærk indsats af beboere og myndigheder er smitten heldigvis faldet i forhold til for to uger siden. Alt det hårde arbejde og slid kan risikere at blive hældt på gulvet af de få, der synes, de skal holde stor fest. Det er hamrende usolidarisk, skriver Peter Rahbæk Juel.

Som det eneste sted på Fyn, er der indført skærpede restriktioner i Vollsmose for at få nedbragt incidenstallet. Det betyder blandt andet, at politiet kan udstede en bøde på 2.500 kroner for manglende mundbind på indendørs offentlige arealer uden først at give en advarsel.

TV 2 Fyn har forsøgt at finde ud af, om Fyns Politi i weekenden blev tilkaldt til festerne. Der har ikke været muligt for vagtchefen at slå op.