Horsens og OB deler i uskøn affære

En chancefattig omgang endte i et 0-0 resultat.

Horsens og OB deler i uskøn affære

Horsens hentede søndag sit første point i 2021, da Jens Berthel Askous tropper spillede 0-0 på hjemmebane mod OB i 3F Superligaens 17. runde.

Allerede tidligt i kampen blev der gået til stålet, hvor begge hold kom ud med fysisk udtryk.

Begge hold spillede meget på lange bolde, men hvor hjemmeholdet fra Horsens satsede på de fysiske dueller og nedfaldsboldene, ville OB gerne have det hurtige angrebes Mikkel Hyllegaard ud at løbe med hjemmeholdets forsvar.

Kampen var en chancefattig omgang, og som den skred frem, stod det klart, at det ikke ville blive en kamp med særligt mange mål.

Hvor OB taber vigtige point i jagten på top-6, må Horsens fortsat tage til takke med at være Superligaens bundprop med seks kampe tilbage af grundspillet.

Første halvleg vil næppe blive husket for et højt spændingsniveau, hvor holdene skiftevis havde et spilovertag uden det store afkast.

OB startede halvlegen bedst ud, og fynboerne sad tungt på spillet, hvor det var tydeligt, at holdet gerne ville have den hurtige skarpretter Mikkel Hyllegaard ud at løbe med Horsens’ tremandsforsvar.

Midtvejs i halvlegen tog Horsens langsomt teten, og hjemmeholdet kom frem til et par fine afslutninger.

Dog blev ingen chancerne for alvor farlige, og da de stribede gæster heller ikke fik skabt noget stort i den anden ende af banen, sluttede første halvleg uden scoringer.

Anden halvleg fortsatte i første halvlegs ånd, og selv om OB ad et par omgange havde et par gode forsøg, skød udeholdet fortsat med løst krudt.

Farligt var det dog ved at blive, da Horsens' indskiftede boksspiller, Muamar Brajanac, efter 75 minutter headede et indlæg på overliggeren.

Tættere på kom hverken Horsens eller OB.

/ritzau/

 

Oversigt

    Oversigt