Hotelgæster klager over støj fra letbanen: - Det lyder som et tordenvejr

Det er strømmet ind med klager over støj fra letbanen i Odense. Det er ikke kun folk, der bor langs banen i Odense, der klager. Hotel Odeon i centrum får også klager fra gæster, der ikke kan holde støjen ud.

"Det lyder som et tordenvejr".

Så voldsomt har en gæst på Hotel Odeon reageret efter at have tilbragt natten på hotellet i det centrale Odense.

Klagen er en af mange på internettet, og siden august har Odense Letbane modtaget 120 klager over støj fra letbaneselskabets testkørsler.

quote Man vænner sig jo bare til, at nu kommer den igen. Nå, nu kommer den igen.

Nathalie Christensen, hotelgæst, Hotel Odeon

Andre gæster på Hotel Odeon roser hotellet, men revser letbanen. "Lækkert hotel midt i Odense. Dog kunne letbanen mærkes og høres jævnligt, når det kørte forbi", skriver en, mens en anden konstaterer: "der er meget larm fra letbanen".

Nathalie Christensen fra Svendborg var i weekenden i Odense sammen med to veninder. De overnattede på Hotel Odeon, og Nathalie Christensen bekræfter de andre gæsters oplevelser.

- Jamen, jeg sov ikke så meget.

letbane klager

De tre veninders værelse lå på fjerde sal. Desværre lige dér, hvor letbanen kører tæt forbi.

- Vi glædede os jo til at bo på hotellet og bo i den bydel, der lige er blevet koblet så flot sammen, siger Nathalie Christensen.

Letbanen kører i øjeblikket testkørsel hvert 7,5 minut om dagen og hvert kvarter om natten.

- Man vænner sig jo bare til, at nu kommer den igen. Nå, nu kommer den igen. Og i løbet af natten lægger jeg mærke til den hele tiden faktisk, fortæller Nathalie Christensen.

Flashback til metrobyggeriet i København 

Nathalie Christensen fortæller desuden, at det mindede hende om, da hun boede i København, og metroen blev bygget.

- Vi piger kan godt forstå de beboere, der havde klaget, eller som var generet af den. Og jeg fik flashback til metrobyggeriet i København, og det her med at være lidt fanget i det.

letbane klager

Nathalie Christensen og veninderne har ikke klaget, fordi de overordnet er tilfredse med hotelopholdet.

- Om dagen tror jeg ikke, jeg ville have lagt mærke til det, siger Nathalie Christensen, men hun synes, det er en uholdbar situation med en støjende letbane og sovende hotelgæster.

- Det er jo bare ærgerligt, at den desværre har denne her lidt uheldige lyd, der bliver så irriterende at høre på.

Odense Letbane afventer rapport

Hotel Odeons direktør Enrico Augustinus siger til TV 2 Fyn, at man i løbet af marts har noteret syv skriftlige klager fra gæster over støj fra letbanen.

Direktøren mener, det er for tidligt at konkludere noget om støjen, da letbanen stadig kun er i gang med testkørsel.

Odense Letbane afventer en rapport fra entreprenøren Comsa om vibrationer og lyd, der er målt på en række udvalgte positioner langs strækningen.

Hotel Odeon får dårlige anmeldelser på nettet på grund af støj
letbane klager