Humørsyge, mobning og grov tone: Overlæger tyranniserer ansatte på sygehusafdeling

Arbejdstilsynet overvejer påbud til OUH-afdeling, hvor ansatte ifølge TV 2 Fyns oplysninger oplever krænkelser fra tre forskellige overlæger.

Det psykiske arbejdsmiljø på OUH´s radiologiske afdeling halter tilsyneladende så meget, at afdelingen nu risikerer et påbud om at rette op på forholdene.

Årsagen er, at ansatte på afdelingen “gennem længere tid” og “regelmæssigt” har oplevet krænkende handlinger. Det viser en række dokumenter fra Arbejdstilsynet, som TV 2 Fyn har fået aktindsigt i.

- Jamen, jeg må jo erkende, at vi har et arbejdsmiljøproblem på vores afdeling. Vi har nogle få medarbejdere, som har en grov tone, og som har en dårlig opførsel, siger Ib Erik Jensen, cheflæge på Radiologisk Afdeling på OUH.

I Arbejdstilsynets rapport er der en lang række anonymiserede udsagn fra medarbejdere, som beskriver oplevelser med krænkende handlinger på afdelingen. 

Det er blandt andet beretninger om overfusninger, latterliggørelse og truende adfærd.

Ifølge TV 2 Fyns oplysninger drejer oplevelserne sig om tre overlæger, som vi her har anonymiseret ved at kalde dem for “Overlæge 1”, “Overlæge 2” og “Overlæge 3”.

Overlæge 1: Latterliggørelse og forskelsbehandling

Ansatte på afdelingen har fortalt Arbejdstilsynet om en overlæge, der angiveligt har et “utilregneligt humør”. Pludselig kan overlægen gå fra “at være overdrevent sød og indsmigrende” til “vred og opfarende”.

Overlægen skal blandt andet have udsat nogle ansatte for sårende bemærkninger, latterliggørelse og “ubehagelige drillerier” i andres påhør. Ansatte kan for eksempel blive kaldt for “uduelige”, “idioter” og “inkompetente”.

Der berettes også om forskelsbehandling fra den pågældende overlæges side. For eksempel oplever nogle ansatte, at dét at få hjælp fra overlægen afhænger af, om han kan lide dem eller ej. 

Overlægens skældud kan desuden opleves som truende.

Overlæge 2: Krænkelser over kaldeanlægget

Også Overlæge 2 har angiveligt et svingende humør. Vedkommende kan være “rar og humoristisk”, men kan også “fare op over småting” og være “grov og krænkende”.

- “De krænkende handlinger kan foregå på stuen, på gangene, over kaldeanlægget og i kaffestuen”, står der blandt andet i Arbejdstilsynets rapport.

Ifølge rapporten bliver ansatte “udsat for sårende bemærkninger, latterliggørelse og en grov tone”. Overlægen kan “vrisse, hæve stemmen, bande og tale nedsættende til ansatte i samarbejdspartneres og patienters påhør.”

Radiologisk Afdeling på OUH

Angiveligt er der ansatte, der “føler sig jagtet” af overlægen. Blandt andet står der i rapporten:

- “Ansatte har oplevet, hvad de beskriver som mobning af en kollega, for eksempel når kollegaen blev overfuset i kaffestuen, bagtalt eller talt nedsættende til.”

Der er også ansatte, der kalder overlægens måde at tale til- og om patienterne for grænseoverskridende. Blandt andet kan overlægen sige: “Det er også, fordi han er så stor og fed” om en patient eller skælde ud, hvis en patient for eksempel har svært ved at ligge stille.

Overlæge 3: Råberi og brudte hygiejneregler

Ansatte beskriver, hvordan Overlæge 3 ikke overholder de “sterile retningslinjer om anvendelse af mundbind og hue” og kalder det grænseoverskridende. 

Overlæge 3 skulle desuden “bide af ansatte, skælde ud, vrisse og hæve stemmen irettesættende”, hvis noget ikke er, som overlægen ønsker.

Hvor længe har I kendt til, at der er et arbejdsmiljøproblem?

- Jeg kan udtale mig som afdelingsleder, og jeg har siddet her i to år, og vi har arbejdet på det her i to år, og tingene flytter sig stille og roligt, men vi er ikke kommet i mål endnu. Men nu kalder vi eksterne ressourcer ind for at løse problemet definitivt, siger cheflæge Ib Erik Jensen.

Utryghed, hjertebanken og sygemeldinger

Overlægernes adfærd har tilsyneladende både arbejdsmæssige og personlige konsekvenser for medarbejderne. Ifølge TV 2 Fyns oplysninger er der for eksempel ansatte, som “får det fysisk dårligt”, hvis de skal samarbejde med Overlæge 1.

Samtidig er der medarbejdere, der føler sig "utrygge og kede af det" over at samarbejde med Overlæge 2: 

- "Der er ansatte, der oplever, at de hele tiden skal være på vagt og passe på, hvad de siger og gør", lyder det blandt andet i Arbejdstilsynets rapport. 

Også samarbejdet med Overlæge 3 oplever nogle medarbejdere som ubehageligt. Nogen får "hjertebanken" af det, mens andre direkte har "frabedt sig" at arbejde på overlægens stue.

Endelig er der angiveligt ansatte, der er rejst eller har været sygemeldt på grund af overlægernes krænkende handlinger.

"Dialogmøder" og irettesættelser uden effekt

Ifølge TV 2 Fyns oplysninger genkender ledelsen på afdelingen de ansattes beskrivelser af overlægerne, ligesom man kender til sygefravær på grund af konflikter mellem overlæger og ansatte. 

Ledelsen skal blandt andet have reageret på de krænkende handlinger sidste sommer. Her har de angiveligt brugt både OUH´s egen organisationspsykolog og en ekstern coach til "adfærdskorrigering" i forhold til Overlæge 1. 

 "Adfærdskorrigerende samtaler" skal også have været forsøgt med Overlæge 2. Man har også, uden held, forsøgt at indkalde overlægen til "dialogmøder".

Ledelsen skal desuden "over en længere periode" have forsøgt at gentage hygiejne-regelsættet for Overlæge 3. Også dét har været uden effekt. 

Netop blevet forfremmet

Trods kendskabet til overlægernes krænkende adfærd over for de ansatte har ledelsen for nylig valgt at forfremme to af overlægerne til ledende overlæger.

Hvordan hjælper det at forfremme de personer, der er problemer med?

- Jeg kan jo ikke gå ind i konkrete personsager, men jeg kan sige, at den proces og det arbejde, vi har lagt her i afdelingen, og den dialog, vi har haft, har skabt en vis tillid til, at vi kan flytte problemet, at vi kan løse problemet. Hvis ikke vi havde haft tillid til de her folk, så havde vi ikke kunnet håndtere det på den måde, siger cheflæge Ib Erik Jensen.

Men hvad er generelt overvejelsen omkring, at man vælger at forfremme de mennesker, der er problemer med?

- Det er jo en generel problemstilling, som jeg ikke kan tale ind i her. Jeg vil sige, at hvis man har tillid til folk, så kan man gøre mange ting. Og hvis man har en proces, som man har tillid til, så kan man gøre mange ting.

Så de personer, som ifølge Arbejdstilsynet udfører krænkende handlinger overfor ansatte, har du stadig tillid til?

- Jeg kan ikke gå ind i en diskussion af enkelte sager, men jeg har ikke nogen medarbejdere ansat, som jeg ikke har tillid til.

Skal det forstås sådan, at I holder hånden over de her problematiske medarbejdere, fordi I synes, at det er okay, at de opfører sig dårligt?

- Nej, vi holder ikke hånden over nogen. Jeg vil pointere meget tydeligt, at vi accepterer ikke krænkende handlinger, hverken over for kollegaer, patienter eller pårørende. Det accepterer vi simpelthen ikke, og vi arbejder benhårdt på at løse problemet.

- Så er det svært at forstå – hvis I ved, hvem det er – at I så ikke har bedt dem om at rette ind, og så er det slut?

- Jeg kan ikke gå ind i konkrete personsager, men vi forfølger sagen, og nu henter vi ekstern rådgivning ind, så vi kan få løst det endeligt, siger Ib Erik Jensen.

Arbejdstilsynet overvejer efter gennemførelsen af flere tilsynsbesøg nu at give OUH et påbud. Dette påbud skal sikre de ansatte mod krænkende handlinger. Samtidig vil Arbejdstilsynet vejlede OUH om psykisk førstehjælp.

Varslingen af et påbud fra Arbejdstilsynet har ifølge Ib Erik Jensen ikke fået OUH til at genoverveje forfremmelsen af de pågældende overlæger.

Med den status, der er på Arbejdstilsynets rapport, og det, at vi fortæller, at I har forfremmet de her mennesker, er der så noget, der får dig til at genoverveje eller reflektere over den beslutning?

- Jeg har selvfølgelig reflekteret meget, også sammen med min ledelsespartner, over hele den her proces, men jeg føler og tænker, at vi har truffet de rigtige beslutninger, og jeg har tillid til, at den proces, vi lægger nu, at den skal lande.

Ifølge Christian Kring, der er fællestillidsrepræsentant for Yngre Læger på OUH er det en meget alvorlig situation som skal løses.

- Det er en yderst alvorlig situation, at arbejdsforholdene er så kritisable. Som fællestillidsrepræsentant for Yngre Læger på OUH må jeg på det kraftigste opfordre ledelsen til at sikre, at der hurtigst muligt bliver rettet op på forholdene. Det er ledelsens ansvar at sikre et trygt og godt arbejds- og læringsmiljø på afdelingen. Fra Yngre Lægers side indgår vi gerne i en tæt dialog omkring processen, så alle kan gå trygt på arbejde, siger Christian Kring

OUH har fået mulighed for at komme med et svar på Arbejdstilsynets rapport, som tager udgangspunkt i de oplysninger, som Arbejdstilsynet har indsamlet i forbindelse med rækken af tilsynsbesøg. 

Når OUH i fremtiden tager det nye supersygehus i brug, så bliver det med mere mundrette navne på afdelingerne.

Oversigt

    Oversigt