Hundredevis på kontanthjælp i mindst ti år: Kommune er gået glip af en halv milliard kroner

Odense Kommune er i over ti år gået glip af tæt på en halv milliard kroner som følge af, at 599 personer har været på kontanthjælp i hele perioden.

47.321.000 kroner.

Det er beløbet som Odense Kommune går glip af hvert år, fordi 599 borgere er på kontanthjælp og har været det i mindst 10 år. 

Det betyder, at kommunen er gået glip af mindst 47.321.000 kroner.

- Der er nogle triste menneskeskæbner bagved de her tal. Og så er det jo klart at jo flere, der er i job desto færre penge skal kommunen bruge på overførelsesindtægter, siger Peter Rahbæk Juel (S), der er borgmester i Odense Kommune.

Rådmand Christoffer Lilleholt (V) har spurgt beskæftigelse- og socialforvaltningen, hvor meget kommunen sparer på at få en person på offentlig ydelse i job. I et svar fra forvaltningen fremgår det, at kommunen skønnes at spare omkring 79.000 kroner årligt per person.

Én gruppe udgør flest

Blandt de langvarige kontanthjælpsmodtagere, som har været på ydelsen i mere end 15 år er hovedparten af ikke-vestlig herkomst. Af de 206 personer er to ud af tre med ikke-vestlig baggrund.

Kommunen er dermed gået glip af 164.715.000 kroner de seneste 15 år, fordi 139 ikke-vestlige personer har været på kontanthjælp.

Ifølge tal fra Odense Kommune er den typiske profil på de kontanthjælpsmodtagere, der har været på kontanthjælp uafbrudt i over 15 år, at det er en kvinde mellem 40 og 59 år. Hun er fra Somalia, Libanon eller Irak. Hun bor i Vollsmose, og hun har børn under 18.

Tidligere rådmænds forklaring

Ansvaret de seneste 15 år har ligget hos rådmændene i Beskæftigelse- og Socialforvaltningen.  

Ansvarlige rådmænd de seneste 15 år: 
Erik Simonsen (K), aktiv i perioden 2006-2009, Peter Rahbæk Juel (S), aktiv i perioden 2010-2013, Steen Møller (K) aktiv i perioden 2014-2017, Brian Dybro (SF) aktiv i perioden 2018-nu)
Ansvarlige rådmænd de seneste 15 år: Erik Simonsen (K), aktiv i perioden 2006-2009, Peter Rahbæk Juel (S), aktiv i perioden 2010-2013, Steen Møller (K) aktiv i perioden 2014-2017, Brian Dybro (SF) aktiv i perioden 2018-nu)
Foto: TV 2 Fyn

Erik Simonsen fra Konservative var i perioden 2006 til 2009 rådmand for området. Han mener, at problemet bunder i, at der flere gange er igangsat tilbud, som siden er trukket tilbage. 

- Vi etablerede Det Etniske Jobteam, hvor de ansatte kunne tale forskellige sprog. På den måde var der ingen, der kunne bortforklare, at de ikke forstod reglerne, fortæller Erik Simonsen.

Jobteamet blev sat i verden for at hjælpe minoritetspersoner i beskæftigelse, men blev nedlagt under den næste rådmand på området, Peter Rahbæk Juel. 


Den nuværende borgmester i Odense, mener at finanskrisen spillede en stor rolle under hans tid som rådmand.

-  Dengang kom der flere tusind ledige ud fra Lindø og fra andre hæderkronet virksomheder, der lukkede ned under krisen. Det var et andet arbejdsmarked på det tidspunkt, siger han og fortsætter:

- Der er det svært at komme som langtidsledig og overhale dem, der har lige har mistet deres job på grund af en finanskrise.

Tidligere rådmand Steen Møller (K) har ikke ønsket at stille op til interview.

Ansvarlige rådmænd de seneste 15 år:

Mangel på kontinuitet

I sit arbejde som overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik på OUH møder Morten Sodemann mange personer, der kæmper med problemer, der ligner dem, de langtidsledige kæmper med. 

Ifølge ham skal en del af forklaringen på, at de ikke er kommet på arbejdsmarkedet findes i, at der ikke er nok jobtilbud, som passer til kontanthjælpsmodtagere med ikke-vestlig baggrund.

- Jeg har ikke set noget kontinuitet på jobområdet, der har varet mere end et år. De har brug for forudsigelighed og noget, de kan overskue.

Morten Sodemann ser særligt problematikken hos kvinder med ikke-vestlig baggrund. Han mener, at beskæftigelsesindsatsen, som den er nu, ikke fungerer for gruppen af langtidsledige med ikke-vestlig baggrund.

- Mange har aldrig gået i skole og haft traumatiske oplevelser med sig, som skal vurderes, inden de kommer i aktivering, siger han.