Hurtigt trænerskifte i Bulldogs

Træner for Odense Bulldogs, Kari Rauhanen, stopper efter kun tre en halv måned. Ny træner er svenske Mikael Gath.

Kari Rauhanen stopper som træner for Odenses isligahold af personlige årsager. Ind træder svenske Mikael Gath med omgående virkning, oplyser Odense Bulldogs i en pressemeddelelse.

- Mikael Gath er en rutineret træner, der senest har trænet Rögle i den svenske hockeyliga. Vi har haft kig på Mikael tidligere og er glade for, at han er klar til at springe til så hurtigt, lyder det fra klubbens bestyrelsesformand Henrik Benjaminsen.

Han beskriver Mikael Gath som en stærk hockeycoach på det taktiske område med en stærk karisma, der viser sig både på og uden for banen.

Han har haft en lang karriere som spiller, hvor han var kendt for at give sig 100 procent for holdet. Det samme gælder i rollen som træner. 

Han begynder i sit ny job omgående, og vil være på plads til kampen mod Aalborg fredag. 

Finske Kari Rauhanen blev ansat som træner i begyndelsen af juni og har altså kun haft jobbet i omkring tre en halv måned.

Oversigt

    Oversigt