Husk nu forsamlingsforbuddet: Fyns Politi med en lille løftet pegefinger

To gange på en weekend har Fyns Politi måtte rykke ud til grupper af unge, der har overtrådt forsamlingsforbuddet.

I takt med at juleferien står for døren, og med udsigt til lukkede døre i byernes barer, caféer og restauranter, så kommer Fyns Politi med en påmindelse og en løftet pegefinger til særligt unge, der kan finde på at forsamle sig. 

I hvert fald har de nu to nætter i træk måtte rykke ud til en flok af unge, der er stimlet sammen flere personer, end forsamlingsforbuddet tillader. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

19 bøder på en weekend

Fredag til lørdag nat var den gal i Middelfart, hvor ikke mindre end 25 unge havde taget ophold i et parkeringshus.

- Her er der tit og ofte unge mennesker, der hænger ud, siger Milan Holck, der er vagtchef ved Fyns Politi.

Da flokken så politiets patrulje ankomme pilede de væk, og politiet fik kun fat i otte af dem. De bliver sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet.

Natten til søndag var den så gal igen. Denne gang i Odense på Rosengårdcentrets parkeringsplads i et af skurerne, hvor indkøbsvognene holder. Her lød der en melding om, at minimum 10 var forsamlet.

- Her fik vi fat i 11 unge mennesker, der også bliver sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet, siger Milan Holck.

De unge var mellem 16 og 22 år gamle. Alle 19 sigtede kan se frem til en bøde op 2500 kroner.

- Lad nu være

- Nu er det lige to gange på én weekend. Lad nu være med at forsamle jer, siger vagtchefen. 

Fyns Politi synes overordnet set, at fynboerne har været gode til at overholde forsamlingsforbuddet. Heller ikke i sommers var der de helt store problemer, men med juleferien for døren, kan vagtchef Milan Holck godt frygte for, at det går lidt i glemmebogen.

- Vi ved jo godt, at juleferien er trådt i kraft for de fleste, og så forsamles folk, når der ikke sker så meget. Lad nu være med det, siger Milan Holck.

Oversigt

    Oversigt