"Hvem kan stå for en skaldet mand med overskæg?"

Det hårde skyts bliver nu for alvor kørt i stilling i valgkampen mellem Boyerne i Odense. Både Anker og Jan har lagt videoer ud på nettet, hvor de kappes om at blotlægge intime detaljer fra deres privat- og kærlighedsliv.

- Hvem kan stå for en skaldet mand med overskæg? Sådan lyder det fra Jan Boyes kone, Dorte Hjertstedt Boye i en ny video, som borgmester Jan Boye har lagt på sin valgside på nettet. Videoen er et privat portræt af Jan Boye, og fortæller om familien Boyes familieliv og om kærligheden mellem Jan Boye og Dorte Hjertstedt Boye.

21530

- Jeg må også indrømme at jeg er ufattelig godt gift. Jeg elsker Dorte overalt på jorden. Jeg blev fascineret og tryllebundet af Dorte, fortæller Jan Boye, mens han krammer, kysser og går hånd-i-hånd med sin kone - både i deres lejlighed og i gaderne i Odense.

Jan Boye fortæller også om sine børn, og seerne kan se borgmesteren hente børn i skolen og se hele familien spise morgenmad i deres lejlighed.

Se Anker Boyes private valgfilm:

Men Jan Boyes modkandidat, socialdemokraten Anker Boye, holder sig heller ikke tilbage med at dele privatlivet med alverdens internetbrugere. På Facebook har den socialdemokratiske rådmand lagt en film hvor han fortæller om sin opvækst, uddannelse og kærlighed.

- Der stod hun så en dag. Langt sort hår. En smuk pige. Min lykke ville være gjort, hvis jeg bare kunne få fat i hende, lyder det fra Anker Boye i hans private film på facebook.

Herefter ser vi hustruen Lykke Boyes første bil og følger den nye familie under brylluppet og mens de bygger hus.

Ny tendens i kommunalpolitik

Unge Anker med sin udkårne. Foto hentet fra Anker Boyes film på nettet.
Unge Anker med sin udkårne. Foto hentet fra Anker Boyes film på nettet.

De to Boyer er langt fra de eneste kandidater op til kommunalvalget, der lader vælgerne komme særdeles tæt på privatlivet. En tendens som er ny ved dette valg, siger en valgforsker.

- Det er ny tendens inden for kommunalpolitik, at man viser så meget af sit privatliv offentligt og sætter så meget fokus på personerne. Det er ikke set før, siger valgforsker fra SDU, Christian Elmelund-Præstekær.

Han frygter at de private film kan give bagslag - både for kandidaterne og deres privatliv.

- Man skal være meget påpasselig så vælgerne ikke føler at de kommer for tæt på. Kandidaterne risikerer også at de ikke har nogle argumenter for at værne om deres privatliv, hvis der opstår sager de gerne vil have for sig selv. Nu har de jo inviteret både vælgere og medier med hjem, siger Christian Elmelund-Præstekær.

Men de to Boyer mener ikke, at deres private film går over stregen og giver anledning til snagen.

- Det er en del af en moderne valgkamp at man også fortæller lidt om personen bag politikeren, og jeg tror alle forhold i denne film allerede er offentligheden bekendt, siger Jan Boye.

- Denne film giver et lille indblik i den person, der gemmer sig inde i Anker. Jeg viser hvad jeg er for et menneske og her får vælgerne en smagsprøve på hvad jeg er for en. Men der er grænser for hvad jeg vil vise af glæder og sorger, siger Anker Boye.

Oversigt

    Oversigt