Idékonkurrence om nyt eventyrhus

Odense skal have et nyt internationalt vartegn for H.C. Andersen. Derfor indkalder Odense Bys Museer nu hele verden til at komme med ideer til et nyt eventyrhus.

H.C. Andersens fødehjem er en af Odenses mest besøgte attraktioner, men i følge Odense Bys Museer, har Odense brug for en ny attraktion, der kan sælge digteren bedre ude i verden.

- Eventyrhuset skal afspejle H.C. Andersens internationale betydning og være et eksempel på arkitektur af højeste kvalitet, og haven skal være et unikt byrum, der inviterer både byens borgere og eventyrhusets gæster til inspiration, fordybelse, overraskelse og leg. Drømmen er at skabe en stærk helhed, som skal indpasses i omgivelserne med respekt og elegance, siger Torben Grøngaard Jeppesen, museumschef ved Odense Bys Museer.

Huset skal placeres midt i den nye bydel, der de kommende år skyder op omkring Thomas B. Thriges Gade. Men hvordan det skal udformes og hvad det skal indeholde, vil kommunen nu have bud på fra hele verden.

- Med en storstilet, international idékonkurrence inviterer Odense Bys Museer og Odense Kommune nu bl.a. arkitekter, formidlere, og kunstnere til at byde ind med nytænkende idéer til et samlende koncept, der binder stedets eksisterende tilbud sammen i én markant attraktion. Det nye eventyrhus skal samle, videreføre og udvikle de oplevelser, museet tilbyder i dag, og samtidig skal der tilføjes et nyt lag, så eventyrene i højere grad bliver indgang til H.C. Andersens univers, skriver museumschefen i en pressemeddelelse.

Idékonkurrencen er kun første fase i udviklingen af den nye attraktion. Senere kommer en projektkonkurrence, der skal bringe konceptet endnu tættere på virkeligheden, og så vil vinderforslaget blive premieret med 100.000 EURO.

Idékonkurrencen gennemføres med støtte fra Realdania.

Læs mere om idékonkurrencen hos Odense Kommune

Oversigt

    Oversigt