IKEA: Saml-selv for 498 millioner

Omsætningen i IKEA Odense er bare vokset og vokset siden nyåbningen i 2009. I seneste regnskabsår købte mere end to millioner kunder saml-selv møbler og boligtilbehør for en halv milliard.

2.081.050 besøgende - eller fire gange så mange mennesker, som der bor på Fyn. Så mange har været igennem de lange gange med møbler, køkkenudstyr, lys og servietter i det seneste år.

Den store blå-gule bygning havde besøg af 1.700.000 kunder i åbningsåret, så det er en stigning på 18 procent i det seneste regnskabsår.

Ifølge IKEA selv er de blevet bedre til at målrette deres sortiment til danskerne.

- Store dele af vores sortiment i varehuset er i dag baseret på den viden, vi indsamler, når vi besøger danskerne i deres hjem og lytter til deres drømme og behov. For os handler det om at blive mere relevante for de mange mennesker, siger varehuschef Anders Olesen fra IKEA i Odense.

De fem danske IKEA-butikker omsatte sidste år for 3,18 milliader kroner.

Oversigt

    Oversigt