Indbrudstyve fanget med bilen fuld af tyvekoster 

Tre indbrudstyve blev natten til søndag anholdt, efter de blev stoppet med bilen fuld af tyvekoster. 

Klokken kvart over to natten til søndag modtog Fyns Politi et opkald fra en borger, som havde hørt mistænkelig larm fra parkeringspladsen ved Næsbyhoved-Broby Kirke nord for Odense. 

Da en af politiets hundepatruljer ankommer kort tid efter, træffer den en bil, som er på vej væk fra parkeringspladsen. Bilen bliver standset på Christian Lehns Vænget ikke langt derfra. 

Det forklarer Thomas Bentsen, der er vagthavende ved Fyns Politi. 

I bilen er tre mænd i tyverne samt tyvekoster, som politiet formoder stammer fra to indbrud begået samme nat i henholdsvis Otterup samt på Lisevej i Næsby. Derudover finder patruljen også to mindre pengeskabe på parkeringspladsen ved kirken i Næsbyhoved-Broby. 

Bliver sigtet for indbrud 

- Ud fra effekterne vi finder i bilen, har vi en klar formodning om, at de står bag et indbrud kort forinden i Otterup og endnu et på Lisevej i Næsby, men de kan formentlig sagtens have flere ting på samvittigheden, siger Thomas Bentsen fra Fyns Politi. 

De tre anholdte mænd kommer alle fra Odense-området og er henholdsvis 28, 21 og 20 år gamle. 

Alle tre bliver sigtet for indbrud. Derudover bliver den 20-årige fremstillet i grundlovsforhør, da han tidligere har begået lignende kriminalitet, forklarer Thomas Bentsen. 

De stjålne effekter er smykker, kontanter, lysestager og to mindre pengeskabe.

Oversigt

    Oversigt