Inge er fanget i eget hjem - elevator i stykker på sjette uge

Der går flere måneder, inden elevatoren i 75-årige Inge Nielsens bygning virker igen. Udlejer og elevatorfirma forholder sig tavse, og Inge Nielsen kan ikke komme ud af sit hjem.

75-årige Inge Nielsen bor på fjerde sal på Åløkke Allé i Odense. 

Som sclerosepatient og kørestolsbruger er Inge Nielsen fanget i sit eget hjem. Bygningens elevator er ude af drift på sjette uge, og der er ikke udsigt til, den kommer til at virke i lang tid. 

- Jeg har aflyst tre lægetider og en tandlægetid på grund af, at jeg ikke kan komme ud, siger Inge Nielsen til TV 2/Fyn.

quote Jeg tror, jeg hopper ud af vinduet - hvis jeg kunne. Det kan jeg ikke engang

Inge Nielsen, kørestolsbruger

Udlejer er tavs

TV 2/Fyn har været i kontakt med udlejer Per Boe Madsen fra Nova Administration for at få en forklaring. Han har dog ingen kommentarer.

Hos Odense Kommune er man parat til at hjælpe Inge Nielsen, hvis der ikke er udsigt til, at elevatoren kommer til at virke inden for nærmeste fremtid.

quote Det er ikke rimeligt, at man er fanget i sin lejlighed, fordi en elevator ikke fungerer. Det kan man leve med en enkelt dag eller to, men ud over det er det ikke okay. Det skal der gøres noget ved

Christel Gall, byrådspolitiker

- Der er den mulighed, at vi kan tilbyde de borgere, der er berørt af den her kedelige situation, at de på mandag ringer til Indgangen (den fysiske og telefoniske indgang til Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune, red.). Så må vi se, om vi kan finde en midlertidig løsning. Hvad det præcist kan være, ved jeg ikke, men vi vil gøre, hvad vi kan, siger Christel Gall (DF), der er næstformand i Ældre- og Handicapudvalget i Odense Kommune. 

- Det er ikke rimeligt, at man er fanget i sin lejlighed, fordi en elevator ikke fungerer. Det kan man leve med en enkelt dag eller to, men ud over det er det ikke okay. Det skal der gøres noget ved, forklarer hun.

Der bør kunne findes en midlertidig løsning, siger kommunen.
Fotograf: Lasse Beck Frost

Inge Nielsen: Jeg hopper ud af vinduet - hvis jeg kunne

Elevatoren kommer tidligst i drift i slutningen af september. Der er alt for længe til, vurderer Inge Nielsen. 

- Det klarer jeg ikke. Jeg tror, jeg hopper ud af vinduet - hvis jeg kunne. Det kan jeg ikke engang. Hvis jeg vælger at flytte, kan jeg ikke gå ud og se på et hus og komme tilbage igen, siger Inge Nielsen.

Bygningens ejer, Peter Boe Madsen fra Nova Administration, har ifølge TV 2/Fyns oplysninger ikke overholdt serviceaftalen med elevatorselskabet Schindler Elevatorer. Elevatorfirmaet ønsker ikke at udtale sig, men henviser i stedet for til bygningens ejer. 

I alt er der 50 lejligheder i ejendommen.

Oversigt

    Oversigt