I det fynske folks tjeneste

Ingen besøgende: Sygehuspersonale synger morgensang for patienterne

For at sprede smil og god stemning synger personalet på nyremedicinsk afdeling på OUH hver morgen for patienterne. Så sker der noget andet, når besøg fra pårørende er forbudt.

01:03

På afdeling Y på OUH, hvor nyresyge patienter ligger indlagt, har man indført morgensang hver morgen. Video: Privat

I over en uge har det været forbudt for pårørende at komme og besøge deres nærmeste på sygehuset. Dette er for at mindske spredningen af coronavirus mest muligt.

Det giver et helt andet sammenhold, fordi alle på afdelingen bakker op om det

Christina Jørgensen, sygeplejerske, OUH

Men det kan være ensomt for patienterne ikke at få besøg. Derfor har man på afdeling Y på OUH, hvor nyresyge patienter ligger indlagt, indført morgensang hver morgen.

- Morgensangen skaber glæder hos de fleste. Patienterne kommer ikke ud af deres stuer, mens vi synger, men det giver dem helt sikkert et smil på læben, fortæller Christina Jørgensen, der er sygeplejerske på nyremedicinsk afdeling.

Læs også Hjælp til psykisk sårbare: - De er mere anspændt end andre

Spreder hygge og smil

Hver morgen klokken ti stiller alt personalet fra afdelingen sig ud på gangen foran patienternes stuer og synger morgensang. Det er både læger, sygeplejersker, sekretærer, fysioterapeuter, sosu-assistenter og administrative medarbejdere.

- Det giver et helt andet sammenhold, fordi alle på afdelingen bakker op om det, siger Christina Jørgensen.

Hver morgen stiller personalet på nyremedicinsk afdeling sig på gangen og synger morgensang for patienterne. Foto: Privat

Morten Langaa arbejder også på afdeling Y sammen med Christina Jørgensen, og han synes, at alle på afdelingen har taget rigtig godt imod det nye initiativ.

- Alle patienterne er rigtig glade for det nye ritual, de synes bare at det er dejligt og hyggeligt, fortæller fysioterapeuten, der lige som de resterende medarbejdere deltager i sangen hver morgen.

Fortsætter indtil pårørende må komme tilbage

Indtil nu er det kun nyremedicinsk afdeling, der synger for patienterne, men bliver forbuddet mod besøgende ved i længere tid, kunne det være en idé at udbrede det, mener Christina Jørgensen.

- Morgensangen kom som en idé til, hvordan vi kunne live afdelingen lidt mere op, nu hvor patienterne ikke kan få besøg af deres pårørende, siger hun.

Læs også Mangel på værnemidler: Regionen beder læger om hjælp

Og også Morten Langaa synes, at idéen er en god måde at kompensere lidt for, at der ikke kommer besøgende for tiden.

- Jeg er personligt meget positivt stemt overfor det, og vi fortsætter i hvert fald, indtil forbuddet bliver ændret, for de pårørende må lige nu ikke komme ind, og det er ret synd for patienterne, mener Morten Langaa.