Ingen hjemme: Hvalpen Lulu reddet ud af brændende hus

Ingen var hjemme, da et hus i det sydøstlige Odense gik i brand.

Opdateret
Clock22. feb 2019, kl. 18:25
Artiklen er opdateret med video.

Fredag ved 12.30-tiden blev hvalpen Lulu reddet ud af et brændende og røgfyldt hus på Hollufgård Vænget i det sydøstlige Odense.

Allerede på vej til stedet vidste Beredskab Fyn og indsatsleder Kenny Christensen, at der ingen personer var til stede i huset.

- Da vi kom til stedet, fik vi at vide af en person, at der var en hund i huset. Vi fik den ud, og den havde det efter omstændighederne godt, fortæller Kenny Christensen til TV 2/Fyn.

I huset bor det unge odenseanske ægtepar Katja og Tor Gerhard Hauborg. Begge var på arbejde, mens branden brød ud. Og da Fyns Politi ringede til Katja Gerhard Hauborg var det første, hun tænkte på, den ét år gamle hvalp Lulu.

- Det første var bare, om hun (Lulu, red.) var kommet ud, og at der ikke var sket noget med hende. Det var sådan set det primære, fortæller Katja Gerhard Hauborg.

Branden blev hurtigt slukket, og et skadeservicefirma var hurtigt efter i gang med at rydde op. Men hele rækkehuset er fyldt med sod, og skaderne er så voldsomme, at parret i weekenden overnatter hos Katja Gerhard Hauborgs forældre. 

Præcist hvad der brændte, og hvordan branden er opstået, vides ikke endnu. Men branden er startet i stuen.

 

 

Glad for naboer

Det var en nabo, der hørte brandalarmen og alarmerede Fyns Politi. Og det er de rigtig taknemlige for hos parret.

- Jeg er glad for, at der er naboer, der har hørt brandalarmen, for ellers havde vi ikke nogen hund, siger Katja Gerhard Hauborg.

Forskrækkelsen har lagt sig hos både Katja og Tor Gerhard Hauborg. Begge er de bare glade for at branden ikke fik større konsekvenser end den gjorde.

- Hvis det er møbler eller noget andet, der er gået i stykker, så kan man altid købe noget nyt. Men hunden er ligesom en del af vores familie, og det var egentlig det vigtigste, at hun kom ud, forklarer Tor Gerhard Hauborg.

Brandslukningen gik først i gang efter Lulu var reddet ud. Og det er ifølge Kenny Christensen helt efter bogen at redde dyr ud, inden man begynder at brandslukke.

- En generel regel er, at mennesker altid er førsteprioritet, dyr andenprioritet, og værdier er tredjeprioritet, siger han.

 
Fotograf: Localeyes

Oversigt

    Oversigt