Skyderi var med attrapper: Omstridt gangsterrap holder sig inden for loven

Fyns Politi har efterforsket indholdet i to meget omtalte gangsterrap fra Vollsmose, og konkluderer, at de holder sig inden for lovens rammer.

I flere måneder har Fyns Politi efterforsket de to videoer  ”Sort på Sort”, der udkom i efteråret 2020 samt ”Oppz”, der udkom i januar 2021. 

Nu er Fyns Politi færdig med efterforskningen, og konklusionen er, at der ikke er noget at komme efter i de omstridte gangsterraps.

- Vi har undersøgt det rent juridisk, og vi kan ikke løfte bevisbyrden. Der medvirker maskerede mennesker, så vi har ikke mulighed for at retsforfølge nogen, siger Richardt Jakobsen, der er vicepolitikommissær hos Fyns Politi.

Opdatering
Clock26. mar 2021, kl. 11:55
Artikel opdateret med citater fra Richardt Jakobsen, vicepolitikommissær hos Fyns Politi

Politiet indledte på eget initiativ en efterforkning af de to videoer, da de vakte landsdækkende opmærksomhed.

- Vi blev gjort bekendt med at videoen var på Youtube, og så indledte vi en efterforskning af den, siger Richardt Jakobsen.

I videoen bliver der blandt andet vist både våben og skyderier, og betjente på arbejde i Vollsmose er klippet ind gangsterrappen.

- Vi har haft bekymrede medarbejedere , men loven siger, at man gerne må bruge den slags optagelser i en video. Vi kan sige, at som ledelse er vi bekymret, men sådan er loven indrettet, siger vicepolitiinspektøren.

Videoen “Sort på sort” af musikeren Chatle fra Vollsmose skabte forargede reaktioner både lokalt op på Christiansborg, hvor flere politikere mente, at videoen var med til at rekruttere nye bandemedlemmer. 

Betjente på arbejde medvirkede ufrivilligt i videoen Sort på sort
Betjente på arbejde medvirkede ufrivilligt i videoen Sort på sort
Foto: YouTube

- Min bekymring er, at det her et nyt virkemiddel, hvor man vil gøre reklame for den kriminelle livsstil, man fører. Jeg er optaget af, at unge ikke bliver en del af bandemiljøet, og der synes jeg, at det er dybt bekymrende, at man producerer en video, der indirekte eller direkte er styret af banderne, sagde Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel(S).

På Christiansborg fik videoen Dansk Folkeparti til at kræve yderligere politiske tiltag mod banderne.

- Den voldsforherligelse og negligering af samfundet omkring Vollsmose, der reelt holder bydelen oven vande, viser, hvor fejlslagen integrationen er. Derfor skal der også slås langt hårdere ned på bandernes og deres vanvittige adfærd, lød det fra Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti.  

Videoen Oppz udkom et par måneder efter “Sort på sort” og blev af flere tolket som et modsvar til videoen fra Chatle. Her bliver der ligeledes vist våben, kontanter og affyret skud. Også her er der tale om attrapvåben ifølge politiets efterforskning, og heller ikke denne video overtræder loven, konkluderer juristerne hos Fyns Politi. 

- Vi har undersøgt det rent juridisk, og der er ikke længere nogen sag, for vi kan ikke bevise noget, siger vicepolitikommissæren.