Ifølge vagtchef Lars Thede opsøgte den 31-årige mand sin bror i dennes restaurant i et center i Vollsmose.
- Der opstår noget tumult, og han går i køkkenet og tager en kokkekniv, fortæller Lars Thede.
Broren flygtede fra restauranten og ud gennem centret.
- Han er skarpt forfulgt af broren, der forsøger at stikke ud efter ham. Han river kundevogne og stole ud imellem ham selv og broren for at komme væk.
Ifølge vagtchefen blev der råbt op fra vidner, og den 31-årige flygtede derfra.
- Han tager så ud til brorens bopæl, hvor han ødelægger brorens bil, fortæller Lars Thede.
Den 31-årige valgte af ukendte årsager at tage tilbage til Vollsmose Torv, hvor politiet fik ham anholdt efter betjentene var blevet svinet til verbalt.
Den 31-årige sidder nu i politiets varetægt, hvor der skal tages stilling til om han skal fremstilles i et grundlovsforhør.