Jan Pytlicks Odense-hold tæsker videre på Aarhus United

Odense HC besejrede aarhusianerne for anden gang inden for kort tid, og både FC Midtjylland og Viborg vandt.

Der blev ingen revanche for Aarhus United, da klubben søndag besøgte Odense HC i HTH GO Ligaen.

Hjemmeholdet vandt stensikkert 24-18 i klubbernes første kamp i ligaen, og dermed besejrede Odense igen aarhusianerne.

Senest vandt Odense 21-18 over Aarhus United i en pokalkamp, hvor odenseanerne dermed spillede sig i kvartfinalen i Santander Cup.

Jan Pytlicks tropper grundlagde sejren søndag i første halvleg, da Odense gik til pause foran 15-9.

Anden halvleg var mindre prangende og mere lige og endte 9-9. 

Viborg kom også godt i gang med sæsonen med en 21-15-sejr ude over Ringkøbing Håndbold.

Tidligere søndag vandt FC Midtjylland en sikker sejr hjemme over Ajax København, som blev besejret hele 29-16.

Her var Louise Burgaard nærmest helt ustyrlig med hele 15 scoringer, som med afstand gjorde hende til kampens topscorer.

Anne Tolstrup Petersen blev topscorer for Ajax med syv mål.

Kampen i tal

 

Oversigt

    Oversigt