Jane Jeginds mand slået ned i Odense

Lars Møllerhøj forsøgte at hjælpe en bilist, der var kørt ind i et hus i Odense. I stedet for blev han slået ned og har brækket næsen og fået hjernerystelse.

En sort bil kørte tirsdag aften galt og væltede rundt i krydset ved Kragenæsvej og Seden Strandgyde i det nordøstlige Odense. 43-årige Lars Møllerhøj, der bor lige ved siden af sammen med Jane Jegind (V), som er rådmand i By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune, hørte et brag og løb hen til ulykkesstedet for at hjælpe.

- Lars løb ud for at hjælpe, og han så tre piger af anden etnisk oprindelse end dansk løbe væk, siger Jane Jegind til TV 2/FYN.

- Han spurgte dem, om nogen var kommet til skade, men i stedet for kom en sort bil kørende, og ud steg fire mænd. Lars blev overfaldet med slag og spark. Han mistede bevidstheden og blev slået i gulvet, fortæller hun.

 
 

Hjernerystelse og brækket næse

Lars Møllerhøj kom til bevidsthed igen, tumlede hjem og blev hjulpet ind i huset af nogle naboer, der også havde hørt braget fra færdselsuheldet. Herefter blev han kørt til Odense Universitetshospital.

- Han har brækket næsen og fået hjernerystelse. Han er gul og blå i hele ansigtet, siger Jane Jegind, der er rystet over episoden. 

quote Han har brækket næsen og fået hjernerystelse. Han er gul og blå i hele ansigtet. 

Jane Jegind, rådmand

- Jeg er rystet og chokeret. Jeg synes, det er ufatteligt, at man kan løbe ud for at hjælpe og så ende med at blive slået ned, fortæller Jane Jegind, der har været gift med sin mand siden 2003.

Lars Møllerhøj arbejder til daglig som privat elinstallatør. Ægteparret har meldt episoden til politiet. 

Fyns Politi: Vi prøver at finde ud af, hvem der står bag

Fyns Politi bekræfter, at der har været et færdselsuheld i området klokken 23.09, hvor en beboer er blevet slået ned, efter han har forsøgt at hjælpe til. 

quote Vi skal prøve finde ud af, hvem der står bag.

Asbjørn Larsen, vagtchef

- Jeg kan bekræfte, at der har været et uheld derude. Det er en bil, der påkører et hus, siger vagtchef Asbjørn Larsen, der hverken vil be- eller afkræfte, at der er tale om Lars Møllerhøj. 

- Han ender med at få nogle slag og et spark, fortæller Asbjørn Larsen om den tilskadekomne.

Politiet vil på nuværende tidspunkt ikke offentliggøre flere oplysninger i sagen, da den er ved at blive efterforsket.

- Vi skal prøve finde ud af, hvem der står bag, siger vagtchefen. 

 

 

Oversigt

    Oversigt