Jannis hjem skal rives ned: - Det er hul i hovedet

Som følge af Odense Kommunes Vollsmoseplan skal 1.000 boliger i Vollsmose rives ned. Janni Filstrup er en af dem, der skal finde et nyt sted at bo. Hun tror ikke på, at planen vil komme problemerne i Vollsmose til livs.

Man burde gå efter ballademagere i stedet for boliger, når man vil problemerne til livs i Vollsmose. Det mener Janni Filstrup, der er en af dem, der som konsekvens af Odense Kommunes Vollsmoseplan skal have et nyt sted at bo. 

- Det er jo ikke boligerne, der er problemet. Det er den sammensætning, der er af mennesker herude. Så jeg synes, det er hul i hovedet, at de gør det, siger hun. 

I stedet mener hun, man  burde gå efter ballademagere i området. 

quote Det er jo ikke boligerne, der er problemet. Det er den sammensætning, der er af mennesker herude. Så jeg synes, det er hul i hovedet, at de gør det.

Janni Filstrup, beboer i Vollsmose

- Det er lidt trist, at boligerne skal rives ned, for lejlighederne fejler ikke noget. De burde i stedet tage alle dem, der laver balladen herude og smide ud i stedet for, siger hun. 

35 procent almene boliger

Som en del af regeringens ghettoplan, skal kommuner med hårde ghettoområder nedbringe antallet af almene boliger i områderne til under 40 procent inden 2030. Hårde ghettoområder er de ghettoer, der har været på ghettolisten i mindst fire år. 

For at leve op til den målsætning vil Odense Kommune nedrive 1.000 boliger i Vollsmose. Det vil bringe andelen af almene familieboliger ned fra 76 procent til 35 procent. Janni Filstrup mener ikke, problemerne i Vollsmose kan løses på den måde. 

- Jeg tror, de flytter problemet. De kan ikke sætte os 1.000 forskellige steder i byen, så jeg tror, at der desværre kommer nye ghettoområder, siger hun. 

- Vil savne fællesskabet

Nedrivningen af boliger i Vollsmose begynder i Fyrreparken i 2020. Derudover skal der nedrives boliger i Birkeparken, Bøgeparken, Granparken, Lærkeparken og Egeparken.

Det er de to boligselskaber Fyns Almennyttige Boligselskab og Civica, der kommer til at stå for at finde nye hjem til de familier, der bor i de bygninger, der bliver revet ned. Det betyder, at Janni Filstrup får en anden bolig et sted i Odense, men hun ærgrer sig over at skulle forlade det fællesskab, der er i Vollsmose. 

- Det sammenhold, vi har herude. Både etniske danskere og indvandrere imellem. Det har jeg ikke oplevet andre steder - heller ikke i Vestjylland, hvor jeg kommer fra.

- Jeg vil komme til at mangle alle de glade mennesker. Når jeg ude at gå med hunden, så hilser jeg jo på 100 mennesker hver gang. Og der er altid nogen, der har tid til at snakke med en og kommer og spørger en til råds og sådan noget. Det kommer jeg til at mangle, siger Janni Filstrup. 

Hun fortæller, at det også er med i hendes overvejelser at flytte til Sønderjylland med sin familie, da det er tættere på hendes mands arbejde. 

Her er de 1.000 boliger, der skal rives ned

Butiksindehaver: - Jeg havde ikke planer om at flytte

René Agergaard Christiansen er indehaver af butikken Hr. Hobby på Vollsmose Torv. Han er også ærgerlig over, at der skal rives boliger ned i Vollsmose. 

- Jeg havde ikke planer om, at jeg skulle flytte, så det er da træls, at der kommer nogen udefra og fortæller en, hvornår man skal flytte. Også fordi jeg har jo ikke gjort noget, siger han.

Han fortæller, at nedrivningerne kan få konsekvenser for både hans butik og for ham privat. 

- Det kunne betyde, at vi var nødt til at flytte butikken et andet sted hen, og det kundegrundlag, man har kæmpet for at bygge op, skulla man måske flytte fra. Vi har også en masse bekendte og venner herude, som det ville være sværere at være i kontakt med, siger han. 

Thomas Skov Jensen er beboerrepræsentant i Vollsmose Sekretariatets bestyrelse. Han fortæller, at det er usikkerheden om, hvad der skal ske nu, der er værst for ham og for de beboere, han repræsenterer

- Det værste er jo uvisheden. Det fornemmer jeg også, når jeg taler med andre. Et er jo, at vi skal finde et andet sted at bo. Men hvor er det henne? Til hvilken pris bliver det? Hvad kan vi få tilbudt. Det er utroligt ubehageligt, siger han. 

René Agergaard Christiansen er bekymret for, at han kan være nødt til at flytte sin butik, Hr. Hobby, som ligger på Vollsmose Torv. 
Thomas Skov Jensen er beboerrepræsentant. TV 2/Fyn præsenterer ham her for planen over, hvilke boliger der skal rives ned. Boliger, der er markeret med rødt, skal rives ned, og boliger, der er markeret med gult, er der endnu ikke taget stilling til.

Oversigt

    Oversigt