Jegind om mulige millionbesparelser: - Nu må borgmesteren tage ansvar

Odense Kommune kan stå over for store besparelser på grund af stigende udgifter til den specialiserede velfærd. Venstres Jane Jegind forstår ikke, hvordan det er gået så galt.

Børn, unge, handicappede, ældre, socialt udsatte har alle det tilfælles, at de risikerer at blive ramt af de massive besparelser, som Odense Kommune kan ende med at stå overfor.

For på grund af voldsomme stigninger i udgifterne til det såkaldt specialiserede velfærdsområde skal Odense Kommune finde 65 millioner kroner fordelt over tre forskellige forvaltninger; Børn- og Ungeforvaltningen, Beskæftigelses- og Socialforvaltningen samt Ældre- og Handicapforvaltningen.

I 2020 har der været et merforbrug på området på mere end 100 millioner kroner. 

quote Borgmesteren lovede borgerne, at ved at hæve skatten, så slap vi for at spare i velfærden. Jeg mener faktisk ikke, at der er sket andet end besparelser

Jane Jegind, Venstre

- Det her er et bevis på, at det, der er sket i årevis, er en symptombehandling. Vi kan ikke blive med at hælde vand i flasken, når der er hul i flasken. Men når man stadig ikke har fundet årsagen, så ved vi ikke, hvad vi kan gøre ved det, siger Venstres Jane Jegind, der udover at være medlem af Økonomiudvalget også er rådmand i By- og Kulturforvaltningen.

Hun peger på borgmester Peter Rahbæk Juel (S) som ham, der skal komme med en løsning på problemerne med stigende udgifter til blandt andet tvangsfjernelser, unge og voksne med særlige psykiske udfordringer, voksne med senhjerneskader samt personer med handicap, særlige sygdomme eller syndromer, der kræver specielle indsatser.

- Borgmesteren må tage et overordnet ansvar og komme med et bud på, hvordan det skal løses. Borgmesteren lovede borgerne, at ved at hæve skatten, så slap vi for at spare i velfærden. Jeg mener faktisk ikke, at der er sket andet end besparelser – og nu pøser vi bare flere og flere penge i hullerne, uden at der for alvor bliver taget hånd om problemerne. Den opgave må nu være borgmesterens, siger Jane Jegind.

Selv har hun ikke noget konkret bud på, hvor de 65 millioner kroner skal findes.

- Jeg kan ikke på stående fod finde 65 millioner, men der er nødt til at ske noget, også i forhold til den kultur, der er.

Hvad mener du med kultur?

- Man lader tingene køre, indtil de er kørt helt af sporet – og så symptombehandler man ved at hælde flere penge i.

- Jeg frygter, at det her kan blive endnu værre, for hvis man ikke finder ud af, hvad problemerne reelt er, så lukker vi bare hullet kortvarigt uden at blive klogere, siger Jane Jegind.

Ikke konkret endnu

Heller ikke beskæftigelses- og socialrådmand Brian Dybro (S) har et bud på, hvor Odense Kommune kan finde de mange penge.

- Det kan vi ikke. Ikke i den størrelsesorden. Så er det på det almene område, der skal tages fra, og det har vi ikke lyst til. Vi er i gang med at finde ud af, hvor vi kan finde nogle penge. Vi er bare ikke nået til at finde konkrete områder endnu, siger Brian Dybro, som udover at være rådmand også er medlem af Økonomiudvalget.

Odense Kommune har tidligere igangsat en ekstern analyse af det samlede specialiserede socialområde i kommunen. Analysen er færdig i maj 2020, hvorefter analysens resultater afrapporteres til Økonomiudvalget.

- Den skal vi også bruge til at blive klogere, understreger Brian Dybro.

Oversigt

    Oversigt