Fynsk kunstner: Kina forsøger at lave kunstcensur i Danmark

Jens Galschiøt mener, at Kina forsøger at lave kunstcensur i Danmark, når det stiller krav om, at hans skulptur på Christiansborg Slotsplads skal fjernes.

Den fynske kunstner Jens Galschiøt forventer altid at få kritik og kommentarer om sin kunst, men det overrasker ham, at Kina skulle gå så langt, at man forlanger hans kunstværk "Skamstøtten" fjernet fra Christiansborg Slotsplads.

- Kina har overtrådt alle internationale konventioner om, hvordan man opfører sig verden, siger Jens Galschiøt til TV 2/Fyn.

- Og det er helt urimeligt. Det skulle de ikke have gjort.

Den otte meter høje skulptur, "Skamstøtten", er én af en serie af skulpturer, hvor tre er opstillet permanent i Hongkong, Mexico og Brasilien.

Jens Galschiøts budskab med skulpturen er en påmindelse og advarsel til befolkninger om skamfulde begivenheder, som aldrig må gentage sig.

Med opstillingen ved Christiansborg vil Jens Galschiøt gøre opmærksom på magtanvendelsen mod demonstranterne i Hongkong i 2019.

- Jeg havde forventet at Kina måske ville sige, at "sådan er det ikke og vores land ser ikke sådan og sådan ud", men det er ikke det samme som at kræve, at den bliver fjernet.

- Det er jo et forsøg på at lave kunstcensur i Danmark, siger Jens Galschiøt.

Samtidig er han tilfreds med, at der i Kina snakkes om hans kunstværk.

Fakta om Jens Galschiøts "Skamstøtten"

- Det er det, der er idéen, netop at vi kan diskutere. Jeg kan kritisere Kina for at have koncentrationslejre og slå studenter ned i Hongkong, fordi de kræver demokrati.

- Og de kan kritisere mig for at stille en skulptur op på slotspladsen og i øvrigt mene, at jeg laver dårlig kunst. 

- Det er okay. Det er en reel diskussion.

- Men det andet er ikke en reel diskussion, hvor de prøver at kræve, hvad der skal stå på de dansker pladser.

Han er tilfreds med at Københavns Kommune har afvist Kinas krav om at fjerne "Skamstøtten", men undrer sig over, at Københavns Kommune ikke før nu fortæller om kravet fra Kina.

- Selvfølgelig skal vi udstille den uanset, hvad Kina siger, slår han fast.

Forsker: Bemærkelsesværdigt og bekymrende

Jens Galschiøt får opbakning fra politisk side og Andreas Bøje Forsby, forsker ved Nordisk Institut for Asienstudier på Københavns Universitet, mener at Kinas krav er opsigtsvækkende.

Han siger til Ritzau:

- Det er forventeligt, at ambassaden forsøger at anfægte beslutningen bag tilladelsen til at rejse skamstøtten (skulpturen, red.). Men det er alligevel bemærkelsesværdigt og bekymrende, at den kinesiske ambassade ikke har forstået, at danske myndigheder ikke længere kan og vil bøje sig for kinesisk pres, siger han.

Kina har tidligere haft held med at påvirke danske myndigheder, men i denne sag har Danmark taget ved lære af tidligere fejltagelser, vurderer han.

- Det gælder i særdeleshed i forbindelse med ekspræsident Hu Jintaos statsbesøg i juni 2012, hvor danske politimyndigheder gjorde, hvad de kunne for at skærme tibetdemonstranter fra at være synlige i gadebilledet, siger han.

Ifølge Jyllands-Posten har Københavns Kommunes økonomiforvaltning oplyst den kinesiske ambassade, at Jens Galschiøts skulptur er opsat i overensstemmelse med gældende dansk lov.

Kunstværket skal efter planen stå på pladsen foran Christiansborg frem til 21. april.

 
Fotograf: Alex Syrik

Oversigt

    Oversigt