Jublende glade: Studenter får lov til den traditionsrige tur

Kommende studenter får lov til at fejre afslutningen i en studentervogn. Det blev besluttet af regeringen og Folketingets partier onsdag, og det glæder eleverne.

Simone Thrane holder godt fast i studenterhuen. Inden længe skal den ikke kun sidde på hovedet, den skal bruges til at drikke shots af, viftes med og flashes på en studentervogn til sommer.

Onsdag besluttede regeringen og folketingets partier at tillade studenterkørsel i år, og det vækker stor begejstring hos de kommende studenter.

- Det er så fedt. Det er sådan helt ubeskriveligt, storsmiler Simone Thrane, der er lykkelig for, at hendes årgang på HF og VUC Odense ikke skal være den eneste årgang, der ikke kommer til at opleve den traditionsrige tur på landevejene.

Har altid glædet sig

Det er slet ikke til at fjerne smilet fra Simone, som slet ikke kan forklare, hvor fantastisk det er, at klassen alligevel skal på studenterkørsel. 

Hun husker stadig som lille at have set vognene fyldt med festglade studenter, og hun ville være ked af ikke at skulle have samme oplevelse.

- Det er noget, jeg har set frem til. Helt fra jeg var lille, har jeg set folk køre rundt i de lastbiler. Båttet med de horn der. Det vil jeg bare så gerne prøve også, siger hun.

Også hos Danske Gymnasieelevers Sammenslutning er de glade for, at politikerne har valgt at prioritere studenterkørsel.

- Jamen, det er fremragende, og jeg glæder mig over, at det kan lade sig gøre, siger formanden for sammenslutningen, Martin Mejlgaard og fortsætter:

quote Det er noget, jeg har set frem til. Helt fra jeg var lille, har jeg set folk køre rundt i de lastbiler. Båttet med de horn der. Det vil jeg bare så gerne prøve også.

Simone Thrane, kommende student

- Det er lige præcis det der øjeblik af fuldstændig frihed. Man har knoklet for at komme igennem alle tre år, aflevere opgaver og gå til eksamen, og nu får de lov til for alvor at fejre det.

Ikke bange for smitte

Et nyt dansk forskningsstudie viser, at de store forsamlinger er med til at holde pandemien i gang gennem superspredning. Dette gør sig dog ikke gældende ved studenterkørsel, hvor 30 unge, der går i klasse sammen til dagligt, kører i samme vogn. Problemet opstår først, hvis vognen gør holdt flere steder, hvor studenter mødes på kryds og tværs.

Hos Danske Gymnasieelevers Sammenslutning mener de, at der kan laves gode alternativer til netop det.

- Jeg tænker, at det kan være, at man nøjes med at køre forbi husene, hvor forældrene så kan vinke, i stedet for at gøre holdt, foreslår Martin Mejlgaard, der venter spændt på reglerne fra sundhedsmyndighederne.

Men frygten for smitte kan ikke få Simone Thrane ned med nakken.

-  Det handler om, at man holder sig til sine egne drikkevarer, tror jeg. Vi har sørget for at købe hver vores fløjter, så vi ikke skal dele mundvand med andre, siger hun og bryder i et endnu større smil:

- Jeg synes egentlig bare, det er fedt!

Oversigt

    Oversigt