Julefreden er ovre: 130 stod i kø for tilbud på elektronik

130 mennesker stod i kø, da Elgiganten i Odense åbnede fredag morgen.

Helligdagene er ovre, og de handlende er vågnet op til dåd. Det oplevede de i Elgiganten i Odense, hvor 130 mennesker stod i kø, da butikken åbnede klokken syv fredag morgen. 

- Vi havde ikke set, at der var kommet så mange, så der var lige nogle af de ansatte, der var nødt til at gå ud at tælle efter, siger varehuschef Jesper Nielsen.

Han fortæller, at de første allerede stod klar klokken 5.30. Butikken åbnede først halvanden time senere, men i mellemtiden fik de ventende lidt at glæde sig over i den kolde og mørke decembermorgen.

- Vi var ude at dele kaffe og rundstykker ud i køen til de mange dejlige kunder, siger Jesper Nielsen. 

Mobiltelefoner

Det var først og fremmest mobiltelfoner, der trak de første mange kunder til. Iphones var det helt store trækplaster, fortæller Jesper Nielsen. For ham er den 27. december på trods af travlhed en særlig dag.

- Den helt store dag er Black Friday, men den 27. december er jo en dansk udsalgsdag, så det er lidt en festdag, siger varehuschefen. 

Når arbejdsdagen er omme, forventer han, at der har været et godt stykke over 3.500 kunder igennem butikken. Derfor var der allerede først på dagen 60 mennesker på arbejde i Elgiganten i Odense. 

- Vi bliver 70, når vi er flest. Vi har travlt, men der er et godt flow og fornuftigt flow. Vi har travlt på den sunde måde, siger Jesper Nielsen. 

Oversigt

    Oversigt