Når vi læser krimier om psykopatiske mordere, bliver vi mindet om, at vi ikke selv er sådan én. Det er en lettelse.
Men vi bliver også mindet om, at vi måske ville kunne blive det.
Det er en af årsagerne til, at Thorsten Reinholt netop har sendt sin første krimi, Necromaniac, på gaden. En uhyggelig barnemorder er på spil i København, og den fraskilte og alkoholiserede kriminalkommisær Martin Niemann indleder en intens jagt på morderen.
Lyder det som et velkendt set-up? Det er det også - men det er der en grund til. Den vender vi tilbage til.
Ti år gammel debut
Først et hop tilbage i tiden. Thorsten Reinholts nye krimi er nemlig slet ikke så ny endda. Den har ligget og ulmet i hans skuffe i ti år. Pakket godt væk og næsten glemt. Dog har han jævnligt sendt tanker til den. LIdt som med en gammel ven, som man har mistet kontakten til.
En ny bog var under opsejling, og Thorsten Reinholt sendte skelettet ind til et forlag. Men så var der en kvik ven, som huskede ham på den udrangerede krimi og foreslog ham at sende den i stedet.
Men først ventede en nervepirrende opgave. Da bogen blev trukket ud i lyset, skulle Thorsten Reinholt først læse sin tilstøvede krimi og vurdere, om den holdt vand.
- Det var sgu underligt. Lidt som at fået et barn tilbage, og så er der ikke rigtigt sket noget med det barn. Det er ikke blevet ældre. Men det var skægt at læse den, og jeg syntes egentlig, at det var meget godt.
- Det var en lettelse. Det havde været slemt at se tilbage og opdage, at det var totalt talentløst.
- Men det er nu en del af skriveprocessen; den ene dag synes man, at det er skidegodt. Den næste dag tænker man, at det er noget talentløst lort.
Den ene dag synes man, at det er skidegodt. Den næste dag tænker man, at det er noget talentløst lort
Juleuhygge med rom og tobak
Derfra gik det stærkt. Forlaget var på og havde kun ganske få rettelser. Derfor kan Thorsten Reinholt nu holde jul med håbet om, at hans krimi om kriminalkommisær Niemanns jagt på en psykopatisk seriemorder vil finde vej ind i den danske julehyggestue.
Men kan man overhovedet være i julehumør samtidig med, at man læser om bestialske mord - endda på børn?
- Når man først har hygget færdig juleaften og lagt de små i seng, så kan jeg godt se for mig, at man sidder der i stuen alene ud på aftenen og hygger sig med en rom. Måske endda blæser på, at man ikke må ryge indendørs og tager en lille smøg. Ondskaben er lige uden for døren, og det må vi gerne blive mindet om i julen. Jesus' død var heller ikke ligefrem fredelig, siger Thorsten Reinholt.
Ækel læsning
Bogen handler om en psykopatisk morder, der myrder og voldtager små piger. Det værste man overhovedet kan forestille sig. Hvorfor dog skrive en bog om noget så rædselsfuldt?
- Det er netop derfor. Fordi der ikke findes noget værre. Og fordi det også rent faktisk sker i virkeligheden, også i Danmark. Jeg har selv tre børn, og intet kommer op på siden af den frygt.
Men det ved vi jo godt. Hvorfor skal vi læse om det i en krimi?
- Fordi det berører nogle sider af os selv, som vi helst ikke vil vedkende os. Vi har alle en mulig drabsmand i os. Risiko for at blive et monster. Man ved det fra Anden Verdenskrig; det var helt almindelige mennesker, som blev bødler.
- Og hvis nogen gør noget ved vores børn, så er vi klar til at slå ihjel for at forsvare dem. Det dyriske ligger i os. Så vi har brug for kulturen og civilisationen til at kontrollere os.
- Det er jo derfor, at vi læser krimier. De handler sjældent om butikstyveri, men altid om at tage livet af andre. Og det virker i en vis forstand pirrende på os. På måden: Godt det ikke er mig, og det ville jeg aldrig kunne gøre, siger den fynske forfatter, der har en fortid som blandt andet journalist.
Når man først har hygget færdig og lagt de små i seng, så kan jeg godt se for mig, at man sidder der i stuen alene ud på aftenen og hygger sig med en rom.
Det må gerne være ubehageligt
Krimier kommer i mange former. Nogle er mere udpenslende end andre og går i rædselsvækkende detaljer med vold og mord. Det sker ikke i Necromaniac.
- Der er faktisk ikke beskrivelser af anvendt vold. Derfor kan det godt være enormt ubehageligt at læse. Men det skal det også være!
- Det handler jo om børnemord, hvilket er grotesk nok i sig selv. Så behøver der ikke være flere effekter. Emnet i sig selv er rigeligt, siger Thorsten Reinholdt.
Kliché på kliché - helt bevidst
Bogens hovedperson, kriminalkommisær Martin Niemann, er midaldrende, fraskilt og tørlagt alkoholiker. Men selvfølgelig maskulin og handlekraftig. En rendyrket kliché. LIgeledes er bogen bygget op efter en klassisk og genkendelig krimimodel. Det er helt bevidst fra forfatterens side.
- Det er bare pissegodt at have et kliché-skelet, som man kan klaske kød på. Det er genkendeligt og trygt for læseren at kende rammen. Særligt når man læser om noget så utrygt som mord, så er det vigtigt at have et kompas og noget, som man kan genkende.
- Min hovedperson ligner 500 andre kriminalfolk i litteraturen. Og så ligner han også mig selv. Jeg har rodet rundt i de samme ting. Det har de fleste af os, og det er jo en god ting at være en kliché. Så er man da relativt normal og løber ikke rundt og slår folk ihjel, siger Thorsten Reinholt.
Min hovedperson ligner 500 andre kriminalfolk i litteraturen. Og så ligner han også mig selv.
Alder er en fordel
For Thorsten Reinholt er der fordele ved at debutere i en moden alder:
- Hvis jeg havde skrevet den her bog for 20 år siden, så havde jeg nok været nervøs lige nu og gået på både æggeskaller og på nåle. Men nu har jeg det sådan, at enten går det, eller også så går det ikke.
- Det er ikke nogen katastrofe, hvis det ikke går. Men når den nu er udkommet, så vil jeg gerne sparke til den, for jeg synes sgu, at det er en meget god krimi, og at folk skal læse den, siger Thorsten Reinholt.
Necromatic er Thorsten Reinholts første krimi. Han er født i 1961 og har arbejdet som journalist i 25 år. Tidligere har han været postbud, fabriksarbejder, biblioteksassistent, murerarbejdsmand, bartender og kirkegårdsgraver. Han er far til tre børn og bor i Odense.
