Kæmpede sig igennem maratonløb klædt ud som H.C. Andersen

Jens Strøm gennemførte maratonløbet i høj hat og regntung uldfrakke.

6.000 løbere deltog i søndagens H.C. Andersen Marathon i Odenses gader. Der var dog særligt én løber, der skilte sig ud.

Jens Strøm fra Odense løb de mere end 42 kilometer klædt ud som den fynske eventyrforfatter H.C. Andersen, som har lagt navn til maratonløbet.

Det var 20. gang, at H.C. Andersen Marathon blev afviklet. Alle år har Jens Strøm løbet maratonløbet i udklædning. 

Tredje gang som H.C. Andersen

Første år løb Jens Strøm også klædt ud som H.C. Andersen. Det samme gjorde han til løbets tiårsjubilæum. I de andre år har han løbet klædt ud som noget fra den fynske digters eventyr. 

Årets løb var dog hårdere på grund af regnen. Den gamle uldfrakke, han løber i, blev gjort tungere af søndagens regn, og det resulterede også i hans dårligste tid hidtil.

Undervejs på ruten tog Jens Strøm sig dog tid til at stille op til interview med TV 2/Fyn.

Hvordan går det?

- Det er hårdere, end jeg havde regnet med. Det er rigtig varmt, og så er regnen kommet tidligere end beregnet. Frakken er meget varm - og tung. Jeg er begyndt at få ondt i nakken, sagde Jens Strøm, kort efter han havde passeret Odins Bro. 

Se interviewet med Jens Strøm på Odins Bro. 
Fotograf: Maria Lillesø

H.C. Andersen kom i mål efter 4 timer og 45 minutter - cirka en halv time mere end forventet. 

Ruten rundt i Odense måler 21,097 kilometer. Det vil sige, at maratonløberne skulle ud på to omgange. Der var også mulighed for at løbe halvmaraton eller en tikilometerrute.

Se hele indslaget om H. C. Andersens marathon i Odense herunder.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt