Kænguruer lukket ud: Fem kænguruer stadig på fri fod i Fangel

Syv kænguruer er sluppet løs fra en ejendom i Fangel, fem af dem er stadig på fri fod. Hvordan flugten for de fem kænguruer er sket, er ikke klart endnu, fortæller Fyns Politi.

Opdatering:
Clock14. okt 2019, kl. 11:57
Artikel opdateret med video af en af kænguruerne der løber.

På en ejendom i Fangel boede syv kænguruer indtil mandag morgen. Kænguruerne er sluppet løs, men hvordan og hvorfor ved Fyns Politi ikke endnu.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kænguruerne er magen til dem på billedet. Der er formentlig tale om en Wallaby kænguru, hvorfor de ikke synes synderligt store. De er forholdsvis almindelige som kæledyr. 

To af de i alt syv kænguruer er kommet ind i folden igen, men der mangler stadig fem kænguruer. 

- De er i hvert fald hjulpet ud på en eller anden måde. Vi ved ikke, om de er stjålet, lukket ud med vilje eller om det er hærværk eller drengestreger, siger vagtchef ved Fyns Politi Kenneth Taanquist, der går ud fra at dyrene er holdt som kæledyr.

 

Kænguru tyveri i Østjylland

I weekenden blev der stjålet ni kænguruer fra Munkholm Zoo i Østjylland. Her sagde Benny Johansen til TV2 ØSTJYLLAND, at han ikke er i tvivl om, at der er sket et tyveri, og at det er personer med særligt kendskab til netop kænguruer, der har været på spil.

Om det samme er tilfældet i Fangel kan Kenneth Taanquist ikke umiddelbart svare på endnu, men Fyns Politi har både fokus på, at der kan være tale om enten tyveri eller bevidst udlukning af dyrene.

Skulle man se en af de resterende fem Wallaby-kænguruer i området, så er bedste fremgangsmåde at ringe 114, og så kontakter Fyns Politi ejeren.

Oversigt

    Oversigt