Kaimanerne kommer: Fire nye beboere er på vej til Odense Zoo

Til sommer flytter tre til fire alligatorer ind i Odense Zoo i et anlæg, der har stået tomt i mange år.

Der er snart ikke det tropiske dyr, man ikke kan finde i Odense Zoo.

I september præsenterede Odense Zoo "det største anlægsprojekt nogensinde"' med tilføjelsen af et Asien-område i 2026, men nu udvider haven også anlægget 'Oceanium', der siden 2001 har siddet på titlen som det største byggeprojekt i en dansk zoologiske have.

Fra sommeren 2023 kan man opleve krokodiller på vejen mellem søkøer og pingviner, når tre eller fire bredsnudede kaimaner, der tilhører alligatorfamilien i den store gruppe af krokodiller, flytter ind.

- Det bliver et dejligt, varmt, tropisk anlæg med 23 grader, fugtighed og forhåbentligt sollys, siger direktør i Odense Zoo, Bjarne Klausen, mens har bevæger sig rundt i det kommende alligatoranlæg.

Sydamerikansk tilføjelse

Selvom der er ligger et stort arbejde foran Odense Zoo med at gøre klar til de nye beboere, er anlægget ikke nyt.

- Vi står i vores saltvandstunnel, som vi tørlagde for en del år siden. Længe har vi tænkt på, hvad der så skulle være her, for det har en god størrelse, og nu har vi mulighed for at lave et rigtig godt krokodilleanlæg ud af det, siger Bjarne Klausen.

Anlægget er klar til at blive omdannet til alligatorindlæng.
Anlægget er klar til at blive omdannet til alligatorindlæng.
Foto: Ole Holbech

Kaimanerne lever i Mellem- og Sydamerika og forveksles ofte med krokodiller, fordi de er mindre en andre alligatorarter. 

- Fordi de ikke bliver større end et par meter, kan vi godt have tre til fire stykker i anlægget. På den måde får man som gæster chancen for at se dem på land eller i det vandbassin, vi også får lavet, forklarer direktøren.

Byggearbejdet, der blandt andet kræver et hul i loftet, så der kan komme sollys ind, er gået i gang, og forventningen er, at anlægget kan være klar med alligatorerne til starten af skolernes sommerferie 2023.

Krokodilleområdet ligger ved siden af pingvinanlægget, der tidligere var hjem for verdens ældste pingvin, Olde, som døde lige før sin 43-års fødselsdag i maj sidste år. Men Olde er ved at få efterliv af en konservator.