Kamp om billige blomster

Afslutningen på Blomsterfestivalen i Odense blev et kæmpe tilløbsstykke, da der søndag formiddag blev solgt ud af de mange tusinde planter.

Køen foran Flakhaven var på flere hundrede meter, da hegnet søndag klokken 10 blev åbnet ind til det indhegnede salgsområde. Mange af de fortrinsvis ældre odenseanere havde stået i kø i timevis for at få de bedste blomster- og plantetilbud.

- Det er spændende om vi kan være heldige at få det vi kommer efter. Jeg har hævet 700 kroner og håber at jeg kan få det jeg vil for dem, siger Marianne Jensen, der kom helt fra Kolding.

Og da porten blev åbnet præcis klokken 10 væltede de mange blomsterkøber ind til plantemekkaet foran Odense Rådhus.
Blandt de mange tilbud var velvoksne æbletræer til 100 kroner, kæmpeplanter i krukker til 150 kroner og tusinder af blomster i alle afskygninger.

- Jeg har det skønt. Det har været en fantastisk festival og salget giver et godt overskud til de unge gartnere, siger Linda Hansen, der er sekretariatsleder ved Blomsterfestivalen.

De unge gartnere er en forening, der hjælper gartnere med uddannelsesophold og rejser.

Oversigt

    Oversigt