Kan du huske, da vi pulsede løs? For 30 år siden røg vi da i bussen

Odense skal være røgfri i 2030, og så kan det være slut med tobak til fodboldkampe og på grønne områder. Men det er ikke mange år siden, hvor vi bare pulsede løs i rutebilen og på sygehuset.

Kan du huske, da man skulle skære sig gennem røgen for at finde sin plads, når man skulle en tur med rutebilen? Eller da det pludselig blev forbudt at tage sig et lille stykke med tobak på værtshuset?

Igennem tiden har holdningen til røg, tobak og rygerne ændret sig. Og netop i disse dage diskuterer politikerne i Odense muligheden for rygeforbud på udendørsarealer, så ambitionen om at blive røgfri by i 2030 kan blive virkelighed.

quote Det kan jo så sammenlignes med, at hvis man er til et møde, og der en hel masse kvinder, der strikker. Det kan også være irriterende

Vagn Hansen, lærer på Haarby Skole i 1989

Vi har været et smut i arkivet for at finde eksempler, der oser af rygernes kamp - eller kampen mod røg - gennem årene.

Strikkende kvinder er ligeså slemt som røg

I 1989 var det røgen på lærerværelset, der var til debat. På skolen i Haarby havde enkelte ikke-rygere ytret sig om, at de blev utilpasse af tobaksrøgen på lærerværelset. 

Se indslag fra 1989 fra lærerværelset på Haarby Skole.

- Jeg får hovedpine som andre ikke-rygere. Øjnene løber i vand. Det ender med, at jeg kaster op, fortalte lærer Ninon Schloss til TV 2/Fyn i 1989. 

Men hendes ryger-kollega syntes, at brokkeriet var en overdreven hetz mod rygerne.

- Jeg synes, man bygger hele hetzen på et noget spinklet grundlag, sagde Vagn Hansen. 

Altså det er det, der handler om sundhedsfaren? Men der er jo også nogen, der bliver irriteret over røg?

Jah, men øh. Det kan jo så sammenlignes med, at hvis man er til et møde, og der en hel masse kvinder, der strikker. Det kan også være irriterende.

Det generer dig, at der er nogen, der strikker?

- Ja, især hvis det er stålpinde, så klirrer det jo. Det ene er en luftforurening, det andet er en støjforurening.

Ryge i smug

I 1994 blev det forbudt for buspassagerer at ryge i 120 fynske busser. Ikke-rygerne havde klaget i hobetal til DSB.

Men Tom Rasmussen var ligeglad.

Har du tænkt dig at overholde det forbud?

 

- Nej, det har jeg ikke. Jeg vil sidde nede bagi og ryge i smug alligevel. 

Du kan se indslaget fra 1994 i toppen af artiklen.

Det er for amerikaniseret

11 år senere - i 2005 - blev det forbudt for de ansatte på OUH at ryge. Og det var ikke en beslutning, der var velkommen for de ansatte. 

- Jeg synes, det er ved at blive for amerikaniseret. At der skal være rygeforbud alle steder, det bryder jeg mig ikke om, fortalte May Britt Larsen fra vaskeriet på OUH til TV 2/Fyn.

I 2005 blev det forbudt for ansatte at ryge på OUH, og indlagte patienter fik hjælp til rygestop.
Fotograf: TV 2/FYN

Værtshuse i klemme

I 2007 kom rygeloven. Og den betød, at det blev forbudt at ryge på værtshuse.

Værtshusejer Philip Tuschinski mærkede hurtigt konsekvenserne af det indskrænkede rygeregler. 

- Omsætningen er selvfølgelig faldet. Med mere end 30 procent, fortalte han til TV 2/Fyn.

Derfor tog han drastiske metoder i brug og valgte bevidst at bryde loven, da han lod værtshusgæsterne ryge bag et interimistisk forhæng.

- Det er helt igennem ulovligt, sagde Philip Tuschinski.

Philip Tuschinski havde sine egne metoder til at omgå rygereglerne, der blev indført i 2007.

Oversigt

    Oversigt