Karrusel er helt sin egen

Tre dage med fest i Odense er forbi. Karrusel 2016 har fyldt byen med festglade mennesker, og arrangørerne mener, at Karrusel har fundet sin helt egen unikke form.

Søndag eftermiddag har nogle få fundet overskuddet til at lægge øre til lidt mere elektronisk musik ovenpå en hel weekend med masser af fest i Odense.

- Den var rigtig slem i går. Det var den. Det er jo tre dages druk. Det kan man jo godt mærke, siger Emil Grønbæk, fra Odense.

Derfor arrangerer folkene bag Karrusel søndagshygge i Danmarksgade. Her er der mulighed for at slappe af og komme ned på jorden igen, efter en Karrusel-tur, der sad lige i skabet.

- Karrusel 2016 er gået over al forventning. Vi har haft det mest fantastiske sensommervejr her i starten af september. Det er mere end vi overhovedet har kunne ønske. Og så finalefesten på havnen i går. Det var en kæmpe, berusende fest. International festkulturoplevelse, siger Mai Øvlisen, der er kommunikationschef på Karrusel.

Mega fedt arrangement

Lysshow, musik fra flere scener og go stemning gjorde det til en fed finalefest på Odense Havn.

- Jeg synes, det har været et mega fedt arrangement. Der har været så meget god musik og glade mennesker i byen. Det har været rigtig fedt, siger Emil Grønbæk.

- Torsdag synes jeg , det var gigtig godt også. Så var der så ikke fredag. Og i går kom jeg egentlig mest ind for at se DJ Aligator, siger Mads Elmelund Hjadstrup Hansen.

Ikke en kopi af Distortion

Det er trejde år karrusel kører i Odense, og folk er bevidste om, at den er der. Der er ikke længere tale om, at man vil lave noget a la Distortion i København.

- Det er ikke en Distortion, det er en Karrusel. Det er sit helt selvstændige udtryk, og den måde vi kan bruge en park, Munke Mose her i Odense, og vi kan bruge havnen til finalefesten, det rammer nogle festuniverser, som heller ikke klinger Distortion. Det klinger Karrusel, siger Mai Øvlisen.

Og når man har haft en fed fest i flere dage, kan man lige så godt tage lidt af søndagen i brug også.

- Jeg trænger til at slappe lidt af efter festerne, så det er en god ide at komme her og mødes med nogle venner og hygge sig lidt, siger Mads Elmelund Hjadstrup Hansen.

 

Oversigt

    Oversigt