Bøfkæden Mash kan glæde sig over, at det er gået solidt frem for selskabets mange restauranter i 2016. Alligevel er resultaterne under det, der blev forventet ved årets start. Det viser Mashs regnskab, der er offentliggjort på erhvervsstyrelsens hjemmeside.
- Ledelsen betegner resultatet som mindre tilfredsstillende, og forventer et resultat for 2017, der vil være bedre end 2016.
- Samlet set blev 2016 realiseret lavere end forventet. Omsætningen blev realiseret cirka fire procent lavere end budget, mens bruttoavanceprocenten var som budgetteret og omkostninger i kroner blev stort set som budgetteret, skriver Copenhagen Concepts, der ejer MASH, Le Sommelier og Umami, i sit regnskab.
Selskabet står bag 11 restauranter, deriblandt Mash-restauranter i Tyskland og Storbritannien. I 2016 omsatte Copenhagen Concepts for 254 millioner kroner, 30 millioner kroner mere end året før. Resultatet landede på 1,3 millioner kroner, en lille stigning fra 1,0 millioner kroner i 2015.
- 2016 bevægede sig i tre meget forskellige bølger, med en forsigtig til flad start i årets første halvår efterfulgt af et tredje kvartal væsentligt lavere end forventet, mens fjerde kvartal var markant over det forventede, skriver Copenhagen Concepts i regnskabet.
Restaurantkæden arbejder i disse år på at ekspandere. Det skete i 2017 i Odense, hvor en ny Mash-restaurant kom til i december. I 2017 åbnes der restauranter i Düsseldorf. Indeværende år forventes at blive bedre end 2016, da de nye restauranter vil give vækst.
- For 2017 forventes en stabil til let faldende samlet omsætning for eksisterende enheder. For nyeste etableringer dog en let stigende.
- Koncernomsætningen vil derudover være positivt påvirket af MASH forretningen i Odense samt af de to enheder i Düsseldorf, samt eventuelle øvrige nyetableringer i 2017, skriver Copenhagen Concepts.